Maleren Alexej Jawlensky (1864-1941) fandt sent i livet sin originale kunstneriske stemme og satte med helt enestående serielle værker sit spor i kunsthistorien. En ny udstilling på Louisiana, med mere end 60 værker indlånt fra store museer og privatsamlinger i Europa, har hovedfokus på de sidste 20 år af Jawlenskys virke, som han hovedsageligt helligede at male det samme motiv igen og igen: et ansigt.
Ansigtsmotivet tillod bedst Jawlensky at udtrykke sine spirituelle tanker. Med tiden blev det mindre og mindre genkendeligt, indtil det i Jawlenskys allersidste år som maler, med hænderne stærkt plaget af gigt, var blevet næsten fuldkommen abstrakt. Disse sidste værker står tilbage som uforlignelige og originale bidrag til kunsthistorien.
Udstillingen har indledningsvis fokus på Jawlenskys forbindelse til kunstscenen i München i begyndelsen af det tyvende århundrede op mod 1. Verdenskrig. Jawlensky dannede par med maleren Marianne Werefkin og var nær ven med blandt andre Wassily Kandinsky og Gabriele Münter. I et vibrerende og meget stimulerende miljø i Sydtyskland var Werefkin og Jawlensky omdrejningspunkt for salonsamtaler om og forsøg med at udvikle et helt nyt kunstnerisk udtryk.
”Fra Jawlensky var fyldt halvtreds år og frem til sin død, malede han helt enestående værker og serier, der har sat tydelige spor i kunsthistorien. Udstillingen fortæller først og fremmest om dette, forholdsvis sene, kunstneriske gennembrud.”
Variationer
Ved 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 måtte Jawlensky flytte til Schweiz, idet han som russer ikke kunne blive i Tyskland. Den geografiske forskydning markerer begyndelsen på en afgørende kunstnerisk udvikling, hvor Jawlensky snart udviste en sand originalitet – og det er her, at udstillingen for alvor zoomer ind på hans værk.
Da han ikke havde et atelier i sin nye schweiziske bolig, malede han blandt andet udsigten fra sit vindue om og om igen. Disse billeder kaldte han variationer, og de repræsenterer begyndelsen på Jawlenskys interesse i serielle billeder, i repetitionen af motivet. Jo flere han malede, jo mere mistede de forbindelsen til noget set, til den ydre verden. Billedets egen logik blev det styrende. Resten af Jawlenskys liv blev forholdet mellem repetition og variation hans kunstneriske projekt.
Det er også i Schweiz, at Jawlensky begyndte at male ansigter serielt, hvilket blev hans primære projekt de sidste godt tyve år af hans kunstnerskab. Det er forskellige variationer af hans ansigter, der fylder langt størstedelen af udstillingen. Forbilledet var de russisk-ortodokse ikoner, som han samlede på, som i øvrigt så mange andre i samtiden også gjorde. Jawlensky beskrev selv interessen i ansigtet således: ”Jeg fandt det nødvendigt at finde en form til ansigtet, fordi jeg var nået frem til, at stor kunst kun kan males med en religiøs følelse. Og det kunne jeg kun give det menneskelige ansigt.”
”Jawlenskys Variationer er et af de første radikale serielle kunstværker. Som sådan fjernede han hermed en grundlæggende kunsthistorisk forestilling om det enestående enkelte værk som den ’store kunstner’ havde kæmpet med. Jawlensky afskaffede ’mesterværket’.”
Meditationer
Jawlenskys allersidste år som maler i 1930ernes Tyskland er udstillingens afsluttende store fokus. Han fik forbud mod at udstille af Nazisterne og var samtidig hårdt plaget af gigt, der gjorde det næsten umuligt at male, men sygdommen medførte faktisk en kunstnerisk forløsning. Små billeder malede han hver dag, sine såkaldte meditationer. Til en ven skrev Jawlensky: "Kun Gud ved, hvor længe jeg vil være i stand til at holde en pensel. Jeg arbejder med iver og med tårer i øjnene, og jeg fortsætter, indtil mørket falder på og omslutter mig."
Meditationerne er små malerier med det samme helt forenklede ansigt malet i sort, der også ligner et kors. Ind i denne skabelon har Jawlensky fyldt forskellige farvekombinationer i endeløs variation fra værk til værk. Han lavede i alt mere end 1000 af disse malerier, og Jawlensky selv var overbevist om deres betydning. Han skrev: ”Og nu efterlader jeg disse små, men for mig, vigtige værker, til fremtiden og til folk, der elsker kunst.”
Særligt Jawlenskys sene meditationer har haft stor betydning for yngre generationer af kunstnere. De vækker, deres små formater til trods, mindelser om både color field maleri og action painting. Den amerikanske kunstner James Turrell (f. 1943) har over for os bekræftet, at han er blevet inspireret af de sene værker af Jawlensky, som han så som ung på Pasadena Art Museum. Kunstnerkomponisten John Cage (1912-1992) ejede tre værker af Jawlensky, som han købte som helt ung aspirerende komponist i 1930ernes USA. Da han havde købt sit første værk, skrev han et lille brev på gebrokkent tysk til Jawlensky. Her stod blandt andet: ”Jeg er meget glad, for jeg har købt et af deres billeder. Nu er det i mig. Jeg skriver musik. De er min lærer”. Og selv i dag ser kunstnere på Jawlenskys billeder, hvorfor kataloget til udstillingen indeholder en tekst af maleren Alexander Tovborg (f. 1983) om hans interesse i Jawlenskys værk.
Udstillingen på Louisiana bliver den første soloudstilling om kunstneren i Skandinavien og følger en række af udstillinger om oversete/underbelyste positioner i det tidlige 20. århundredes kunsthistorie. I de seneste år har museet beskæftiget sig indgående med kunstnere som Sonia Delaunay, Gabriele Münter og Marsden Hartley, der bevægede sig i mere eller mindre de samme kredse og kendte og mødte hinanden på tværs. De tre deltog endda sammen med Jawlensky på Erster Deutscher Herbstsalon i Berlin i 1913. Louisiana-udstillingerne om Hilma af Klint og Paula Modersohn-Becker samt flere gruppeudstillinger om perioden har tjent samme formål.
Udstillingen er støttet af Beckett Fonden og C.L. Davids Fond & Samling.
Kilde:
Louisiana
Louisiana