Gruppeudstilling: Accessing Perspectives

26 sep - 8 nov 2025

Gennem maleri, skulptur og tegning, viser de tre kunstnere værker, som rummer forskellige betydningslag

Rikke Helbo: Gonna Catch ´Em All, 2025

Gennem maleri, skulptur og tegning, viser de tre kunstnere værker, som rummer forskellige betydningslag

Vi glæder os til at byde jer velkommen til udstillingen Accessing Perspectives med værker af Rikke Helbo, Stefan Bakmand og Anders Christian Eriksen. På udstillingen viser de maleri, skulptur og tegning, der kredser om begreber som åndelighed, fantasi, utopi, tidsforskydninger og eksistens. Der er fernisering fredag den 26. september 2025 kl. 17 – 19. Kunstnerne vil være til stede, og alle er velkomne.
Med forskellige udtryk og praksis skaber de tre kunstnere forbindelser til ydre og indre strukturer, nære og fjerne adgange. Adgange og tilgange til andre former for perception, hvor beskuerens forestilling om en anden verden og det ikke-menneskelige skærpes. Værkerne kan betragtes med forskellige tidsligheder og rummer flere lag af betydning. En dør bliver åbnet, vi er en del af et netværk, øjne betragter eller betragtes og beskueren iagttager en verden som føles velkendt, dog ukendt. Udadskuende gennem universets øjne og med et indre blik på et rodnet bliver vi mindet om, at mennesket ikke er en singulær organisme.
På tværs af medier og materialer, arbejder Rikke Helbo i et spændingsfelt mellem det naturlige og det digitale. Forhistoriske elementer blander sig med billedsprog fra det virtuelle rum og peger på menneskets påvirkning af den teknologiske verden, den digitale æra, og de spor vi efterlader til fremtidige scenarier og civilisationer. Hvad der formmæssigt gengiver fysiske nøgler, forgrener sig ud i digitale forestillinger om mikrochips og computerteknologi, hvor et nyt sprog eller en ny adgang kan åbne sig gennem de nye konstruktioner af fundne objekter. Som en iscenesat og spekulativ arkæologi, tilgår vi objekterne i et førstepersonsperspektiv, som har vi selv controlleren i hænderne og skal indsamle symboler og tegn til at unlocke nye levels. Hos Helbo er der øjne, der kigger frem fra den metalliske overflade på id-kortene, som er strippet for andre identifikationsmarkører, og som kun giver beskueren adgang til et mindre indblik i det fremmede objekt og genstand. Værket ser tilbage på beskueren som et fremtidsfund, der ser tilbage på fortiden og skal afkodes på ny; hvad er det for et sprog, objekt eller kode – og hvem har adgang?
Anders Christian Eriksen har i sine værker arbejdet med klare motiver og referencer med tanker om fremtidige scenarier. Værkerne drager os og vækker en følelse af genkendelighed fra vores verden, men samtidig er der noget, som ikke helt stemmer overens med den verden, vi kender. Værkernes aftryk og nedslag henviser til en form for tilstedeværelse, som ikke er tydeligt defineret eller placeret. Perspektiverne leder beskuerens blik i retninger, hvor det ikke længere bliver gennem et menneskeligt blik, og stiller spørgsmål ved, med hvilke øjne vi ser verden på. Er det gennem naturens, dyrenes eller måske universets blik. Værkerne kan afspejle både konkrete steder i nutiden, men også potentielt fra en tid før og efter os. Tværsnittet skaber en adgang, et indblik i verden både over og under vand. Fiskenes liv bliver påmindelser om et fortidslevn, som endnu ikke er afsluttet. De har tidligere eksisteret og vil fremadrettet stadig eksistere.Som ser vi gennem et glas, en afstand - trods vi forsøger at tilnærme og indleve os i begivenhederne, står vi på kanten og iagttager flammerne. Landskaberne, stederne og maleriernes rum åbner sig for os i en sondering mellem eksistentielle tilstande, konkrete landskabsmalerier, spekulativ historie og evolution.
Stefan Bakmand undersøger i sin praksis psykedeliske erfaringer af virkeligheden, hvor billeddannelser fabulerer over andre bevidstheder end de menneskelige. Disse bevidstheder viser sig i Bakmands værker som netværk af organismer, som svampenes mycelium eller kropslige nærmest anatomiske strukturer og forbindelser, der skaber refleksioner over, at vi ikke er singulære organismer i verden. I afbildningerne af mikroskoper og teleskoper, kigger beskueren ind i bevidsthedens lag, et kosmos, et mikrokosmos som påminder os om as above so below. Gennem sorte huller graver vi ind til underverdenen, det underjordiske, det ubevidste og bevidner om det kontinuerlige åndelige arbejde. Med udgangspunkt i et altas, kaldet det Bybliomøbiske, benytter Stefan et rodnet af billeder med alkymistisk symbolik, biologi, astrologi, psykiatri, antikke og hedenske myter og familiefotos. Spydbæreren bliver ikke blot støttet som en praktisk foranstaltning men nærmest sammenvokset med et objekt. Støttepinden danner form af en organisme, og bliver derved en symbiotisk del af værket, en visuel fremstilling og forstørrelse af det ellers immaterielle. Som det rodnet og netværk vi alle er en del af.
Gennem maleri, skulptur og tegning, viser de tre kunstnere værker, som rummer forskellige betydningslag. En dør bliver åbnet, øjne betragter eller betragtes, og i udstillingen kan vi reflektere over, med hvilket blik vi ser.
Tekst af Anna Østergaard Andersen, BA i kunsthistorie
Rikke Helbo (f. 1991) Uddannet på Kunstakademiet i Trondheim 2020 – 2023. Bor og arbejder i Århus.
Stefan Bakmand (f. 1988) Uddannet på Det Jyske Kunstakademi 2010 – 2015. Bor og arbejder i Århus.
Anders Christian Eriksen (f. 1983) Uddannet på Det Fynske Kunstakademi 2011 – 2016. Bor og arbejder i København.
Kilde:
Galleri Lene Bilgrav / Anna Østergaard Andersen

Adresse
Galleri Lene BilgravGalleri Lene Bilgrav
Vestergade 56
8000 Aarhus C

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Fri entré