Aia Sofia Coverley Turan tager i udstillingen To be a place that has no center udgangspunkt i en dansk-kurdisk kulturhistorie og sit eget ophav heri. Hun gør brug af klassiske materialer som bronze, gips og kobber og kombinerer disse med tekstiler, plastik og papir i en serie skulpturelle nedslag om hverdagens små ekstaser. Gennem materialerne og skulpturerne skaber hun fortællinger om intimitet, sorg og stolthed – hvad medfører tabet af en kultur og forsøget på at opretholde selv samme på tværs af landegrænser og over tid?
I To be a place that has no center repræsenteres Turans tanker i viskestykker, opvredne klude og kjoler – tekstiler, der er stivnet i al deres blødhed, og draperet som på klassiske skulpturer, men nu er det spor fra et kvindeliv, en huslig hverdag, der indfanges, og ikke en heroisk mandefigur; i en række dioramaer eller tv-skærme, hvorfra hjemlige scener portrætteres – tv’et gør det muligt at holde kontakt på tværs af landegrænser, og man deles på afstand om frygtelige nyheder og nye afsnit i en evig lang sæbeopera; i et relief, der løber gennem udstillingen, og som forestiller arbejdere i konstant bevægelse, der må knokle for at få enderne til at mødes.
Turan skildrer med sine skulpturelle elementer hverdagsscenarier og identitetskomplekser. Hun er optaget af den ordløse fortælling og alternative metoder til at kommunikere på tværs sprog; i korrespondancen mellem de både lette og tunge materialer, det skitserede og det støbte, arbejder hun på en ny form for materialiseret historiefortælling – en sensitiv kommunikationsform, der kredser om fragmenterede minder om et dansk-kurdisk ophav, om transgenerationelle traumer og sociale mønstre.
Kilde:
Huset for Kunst og Design
Huset for Kunst og Design