Amarna – Solgudens by
26 jan - 20 aug 2023Følg med til det gamle Ægypten under oldtidsbyen Amarnas storhed og fald. Glyptoteket giver et sjældent indblik i en kendt faraos enevælde og livsstil, men også et glimt af oldtidsmenneskets liv og drømme. Hvad sker der, når en ny farao indtager rollen som hersker og sætter en helt anden dagsorden? Magiske dyreguder erstattes af solguden […]
Følg med til det gamle Ægypten under oldtidsbyen Amarnas storhed og fald. Glyptoteket giver et sjældent indblik i en kendt faraos enevælde og livsstil, men også et glimt af oldtidsmenneskets liv og drømme. Hvad sker der, når en ny farao indtager rollen som hersker og sætter en helt anden dagsorden? Magiske dyreguder erstattes af solguden […]
Følg med til det gamle Ægypten under oldtidsbyen Amarnas storhed og fald. Glyptoteket giver et sjældent indblik i en kendt faraos enevælde og livsstil, men også et glimt af oldtidsmenneskets liv og drømme.
Hvad sker der, når en ny farao indtager rollen som hersker og sætter en helt anden dagsorden? Magiske dyreguder erstattes af solguden Aten og en helt ny religion og samfundsorden følger med. Året er ca. 1350 før vores tidsregning, og vi befinder os i oldtidens Ægypten. Farao Akhenaten og hans hustru Nefertiti er kommet til magten. Solguden Aten er nu den eneste tilladte gud, og den nye gudedyrkelse fører en større samfundsomvæltning med sig. Regentparret flytter 250 km langs Nilen og anlægger en ny storslået residensby ved navn Amarna.
”I omkring 15 år var Amarna visionen om det ypperste samfund båret af idealet om solen som den altoverskyggende, livgivende gud. Byen blev grundlagt med templer til den nye gud, paladser til kongefamilien, boligområder, værksteder og gravpladser til folket. Men efter farao Akhenatens død blev Amarna forladt og ødelagt, og Ægypten vendte ryggen til den nye religion. Det betød også, at byen blev destrueret og glemt for eftertiden. Der blev ikke bygget nyt over ruinerne, som derfor er virkelig velbevarede for eftertiden,” siger Tine Bagh, ægyptolog på Glyptoteket.
Unikt værk samles for første gang i over 3000 år
Amarnatiden er også historien om en bys pludselige kollaps. Der går kun knapt 20 år før drømmebyen bliver til spøgelsesby. For da farao Akhenaten dør ødelægges og forlades byen, og eftertiden forsøgte at slette alle spor af perioden. Men byens korte levetid gør Amarna til en guldgrube for arkæologien, og udgravninger har bragt mange fragmenter af byens historie frem i lyset.
Amarna skulle bygges hurtigt af mindre stenblokke, med dekorative motiver. Da byen gik i opløsning, blev blokkene spredt for alle vinde og først i 2015 opdagede ægyptolog, Raymond Johnson, at en af blokkene udstillet på The Metropolitan Museum i New York passede sammen med en blok og et motiv fra Glyptoteket. På den ene sten ses Kija, Akhenatens anden hustru, og på den anden er Akhenaten. Med udstillingen genforenes de for første gang siden ca. 1350 f.v.t.
I Amarna – Solgudens by genskabes dele af byen med fotos, tegninger og en 3D-video, der både giver et indblik i den storslåede by, historie og i oldtidsmenneskets drømme og livsførelse. Men som også fortæller om det hårde liv for mange af indbyggerne, der knoklede for at opbygge byen.
Fejring af 100-året for fundet af Tutankhamons grav
Udstillingen stiller skarpt på periodens særlige visuelle stil, samtidig med at det levede liv, religiøst og verdsligt, opleves gennem solhymner, udviklingen af en unik musikstil og almindelige hverdagsgenstande. Scenen sættes for Amarna gennem en præsentation af hovedpersonerne i deres vante omgivelser. Amarnatiden afsluttes med fokus på barnekongen Tutankhamon, der som søn af Akhenaten voksede op i Amarna. Under hans regeringstid besluttes det at vende tilbage til de gamle guder og den tidligere residens i Theben. Udstillingen er derfor også en markering af 100-året for fundet af Tutankhamons grav den 4. november 1922.
Museet har sin egen samling af genstande fra Amarna, som vil gøre udstillingen og dets fascinerende historie levende sammen med udvalgte internationale indlån fra New York, Paris og Berlin samt fra Nationalmuseet og Den Kongelige Afstøbningssamling i København.
Kilde: Glyptoteket
1556 København V
Tilgængelighed:
Niveaufri adgang - nej, men lifter og elevator til de fleste udstillinger
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 21:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00
Voksen: 125 kr.
Under 27/studerende: 95 kr.
Grupper på 10 eller flere (når betalt samlet): 110 kr. pr. person
Under 18: Gratis entré
Årskort: Gratis entré
Sidste onsdag i hver måned er der gratis entré til hele museet.