Audiens hos Christian V

12 maj - 4 sep 2016

Den 11. maj 2016 genåbnede Audienssalen, et af Danmarks fineste barokinteriører, på Frederiksborg Slot. Gennem de sidste fire år er Audienssalen blevet gennemgribende konserveret og restaureret takket være en generøs donation fra A.P. Møller Fonden på 23,5 mio. kr. Nu kan man igen opleve den umistelige kulturarv omkring magtens scene og det enestående barokinteriør.

Audienssalen på Frederiksborg Slot. Pressefoto.

Den 11. maj 2016 genåbnede Audienssalen, et af Danmarks fineste barokinteriører, på Frederiksborg Slot. Gennem de sidste fire år er Audienssalen blevet gennemgribende konserveret og restaureret takket være en generøs donation fra A.P. Møller Fonden på 23,5 mio. kr. Nu kan man igen opleve den umistelige kulturarv omkring magtens scene og det enestående barokinteriør.

Audiens hos Christian V  er en særudstilling der markerer Det Nationalhistoriske Museums genåbning af Audienssalen på Frederiksborg Slot, efter fire års omfattende restaurering. Udstillingen fortæller om slottets indretning og brug på Christian Vs tid. Her kan gæsterne blandt andet se den originale dragt, som kongen bar under sin kronings- og salvingsfest på Frederiksborg Slot.

Audienssalen på Frederiksborg Slot. Pressefoto.
Audienssalen på Frederiksborg Slot. Pressefoto.

Audienssalen og andre rum på Frederiksborg Slot var oprindelig scene for nogle af Christian Vs ceremonier, der skulle bekræfte hans position som Danmarks enevældige konge. Den prægtige Audienssal med de enestående barokinteriører, udført af tidens bedste kunstnere og håndværkere, blev skabt i 1680erne efter fransk og italiensk forbillede.

”Det er en helt særlig oplevelse at træde ind i Audienssalen. Efter restaureringen af de prægtige stuklofter, paneler og malerier føler man sig hensat til en anden tid. Den oplevelse vil vi gerne dele med alle vores gæster og hele Danmark. Vi er meget taknemmelige for, at A.P. Møller Fonden har gjort det hele muligt”, fortæller Mette Skougaard, direktør for Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Audienssalen på Frederiksborg Slot er blandt de fineste interiører i Danmark og repræsenterer på bedste vis barokkens arkitektur og udsmykning, og det er samtidig fra en periode, hvor der ikke blev skabt meget af samme kvalitet. Arkitektur, malerkunst og kunsthåndværk – stukkatur, marmoreringer og billedskærerarbejder – indgår i en prægtig enhed, der betegnes som en umistelig del af vores kulturarv. Alt arbejde er blevet udført yderst skånsomt for at bevare rummets autenticitet og for at bevare denne enestående kulturarv.

Arbejdet med restaureringen og konserveringen af interiørerne har varet 4 år og er udført i et samarbejde mellem Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Slots- og Kulturstyrelsen sammen med dygtige håndværkere og konservatorer. En generøs donation fra A.P. Møller Fonden på 23, 5 mio. kr. har gjort det hele muligt.

Kongens scene
Færdiggørelsen af Audienssalen i 1680erne betød, at kongen af Danmark-Norge – den enevældige Christian V – fremover kunne tage imod sine gæster i rammer, der var både kongen og hoffet værdigt. Spektakulære ceremonier har udspillet sig i den imponerende kuppelsal, når fremmede ambassadører og andre gæster med særligt ærinde skulle forelægge deres sager for monarken.

På vej gennem den tilstødende Løngang passerede kongens gæster et galleri udsmykket med malerier, og i Audienssalens kuppelhvælv kunne de løfte blikket op mod nærmest svævende små stukengle, der bærer Christian Vs krone og monogram. På væggene kunne de blandt andet se de oldenborgske konger malet af den franske kunstner Jacob d’Agar.

Kilde: Det Nationalhistoriske Museum


Adresse
Frederiksborg - Nationalhistorisk MuseumFrederiksborg Slot
3400 Hillerød

Åbningstider
Mandag: 10:00 - 17:00
Tirsdag: 10:00 - 17:00
Onsdag: 10:00 - 17:00
Torsdag: 10:00 - 17:00
Fredag: 10:00 - 17:00
Lørdag: 10:00 - 17:00
Søndag: 10:00 - 17:00

Tilgængelighed
I hjørnet til højre for hovedindgangen er der etableret en kørestolsvenlig indgang. Tryk på knappen og der tilkaldes assistance.