Udstillingen Memory udfolder et nyt kapitel i Benedikte Bjerres og Johannes Büttners kunstneriske samarbejde. De to kunstnere undersøger, hvordan vores eksistens bliver formet gennem samspillet mellem kognitive og sanselige oplevelser, sociale strukturer og kulturelle fællesskaber.
Titelværket af Benedikte Bjerre ligger navn til udstillingen Memory. Det nyskabte værk består af 2500 plakater, som remedierer bagsiden af det ikoniske børnespil Memory fra spilproducenten Ravensburg. I Memory-spillet gælder det om at finde matchende billeder, og Bjerre udfolder denne proces som en metafor for, hvordan vi konstant leder efter genkendelse og sammenhænge i vores omgivelser. I Bjerres værk er disse “memory memory memory”-brikker skabt i plakatform og fordelt rundt i udstillingen som en tematisk sammenhængskraft. Nogle plakater er tilgængelige for de besøgende til at tage med hjem, hvilket understreger gentagelsens betydning og spreder spillets visuelle og konceptuelle elementer ud over udstillingsrummet.
Mens Bjerre fremhæver de sanselige og kognitive aspekter af genkendelse og hukommelse, dykker Johannes Büttner ned i de sociale og digitale dynamikker, der former vores samtid. Hans bidrag inkluderer videoinstallationen Terra Nullius, der undersøger, hvordan digitale landvindinger og online mikrosamfund oversættes til analoge sammenhænge og påvirker vores fælles virkelighed. Installationen er opbygget som en futuristisk by, skabt af genkendelige hverdagsobjekter og indeholder videoklip fra hans forskning i digital kolonialisering og de mønstre, der præger vores forestillinger om magt og ejerskab. Büttners værker tager afsæt i det absurde i de systemer og infrastrukturer, der definerer vores moderne liv. Han udforsker de teknologiske fremskridt, og hvordan de virtuelle fællesskaber former vores forståelse af, hvad det vil sige at eksistere sammen. Hans futuristiske universer rummer en latent kritik af de magtstrukturer og økonomiske kredsløb, der skaber ulighed og usikkerhed i vores samtid.
I deres respektive værker – og i en fælles interesse for at gentænke hverdagsobjekter – kredser Bjerre og Büttner om det absurde i de økonomiske kredsløb og infrastrukturer, der udgør rammerne for det moderne vestlige liv. Begge kunstnere fremhæver den symbolske og materielle værdi af de objekter, vi omgiver os med, og bruger disse til at stille spørgsmål ved de systemer, der former vores samfund.
Kilde:
Viborg Kunsthal
Viborg Kunsthal