Med dolk, nål og tråd flytter ind i hOLME kUNSTHAL. Her er grene og dele fra piletræer. Noget står råt mens andet har været undervejs til nye tilstande. Naturen taler til mig og jeg svarer ved at bruge den, skille den ad og sætte den sammen igen. Pil er hurtigvoksende og fin at snitte og sy i. Alt kan bruges. Grene og bark kan blødgøres, omformes og indgå i nye sammenhænge.
hOLME kUNSTHAL - med de fire hjørner, tag, sokkel og ”glasvæg” placeret ude i landskabet- inviterer og inspirerer mig til at arrangere, sammensætte, lægge til og fra i en proces, hvor intet er fastlagt på forhånd. Vil der opstå nye muligheder og kan der knyttes bånd med alt det, som gror og vokser udenfor?
Naturen viser mig, at alt er i bevægelse og under konstant forandring. Altid i vækst eller forfald. Noget må dø for at andet kan leve. Derude, i skoven, finder jeg friske og gamle grene. Hvor har de ”hjemme”? Her har for nylig været storm og jeg ser det. Mægtige kroner svajende i vinden, bofaste træer forankret i jorden. Blotlagte rødder. Jeg går hen til dem, mens skyerne driver forbi. Her dufter og her er liv.
Kilde:
hOLME KUNSTHAL
hOLME KUNSTHAL