Som textilkunstner har Birgit tidligere arbejdet med plantefarvning og fremstilling af plante-papir. Nu er turen kommet til undersøgelsen af de plantefibre, der kan snos til snor, og derefter flettes til objekter.
En del af udstillingen viser materialer og processer, mens en anden del har fokus på håndflettede objekter – med fletteteknikken, ’twining’.
Nogle af de flettede værker har former, der henleder tanken på kurve og beholdere. Ikke kurve tænkt som brugsgenstande, men tredimensionelle værker, der ’låner’ kurveformen og pga. deres manglende funktion er symbolske kurve.
Papirgarn indgår som en del af værkerne, men det er lokalt høstede og bearbejdede plantefibre som blandt andet ålegræs, brændenælde, brombær, der spiller hovedrollen i hendes udstilling i X-rummet.
Udover de flettede objekter, har Birgit til denne udstilling også arbejdet med monoprint, blandt andet monoprintede brombærblade på små stykker kozo japan-papir, der er syet sammen til større billeder med brombærfibre.
Det japanske begreb WABI SABI er til stor inspiration for hende, og hun dyrker den dæmpede skønhed, der er i de naturlige materialer, når de får lov til at tale deres eget sprog.
Kilde:
HUSET i Asnæs
HUSET i Asnæs
