BRICK BODY

11 maj - 1 jun 2024

Grafik, tekst og live performance

Udstillingen BRICK BODY på Classeværelset. Foto: Torben Åndahl

Grafik, tekst og live performance

Billedkunstnerne Pernille Kløvedal Helweg og Birgitte Ejdrup Kristensen viser indtil 1. juni 2024 udstillingen BRICK BODY på det kunstnerdrevne udstillingssted Classeværelset.
Udstillingen udfolder sig i grafik, tekst og live performance. De to kunstnere mødes i en materialebåret dialog om krop, erindring, grænser og historie. Gennem kroppens møde med forskellige materialer udforskes såvel indre grænser og ydre grænser samt, hvad der opstår i kroppens møde med materialet.
Den tyske sociolog, Hartmut Rosa bruger i sin bog Resonans, (2016) begrebet resonans om en måde at være i kontakt med omverden på. Rosa skriver, at vi netop har behov for at genskabe en resonans og en genklang mellem os mennesker og vores verden. Ambitionen med udstillingen er at skabe et resonansrum, hvor beskuerens krop ’stemmes’ til at lytte gennem sin egen krop og sanse materialerne – mursten fra Horsens Statsfængsel og kroppens tyngde mod litografisk sten.
Pernille Kløvedal Helweg er feltgrafiker, forfatter og har en baggrund som kropsterapeut. Birgitte Ejdrup Kristensen er uddannet skulptør og har desuden en uddannelse i semiotik. I dette møde mellem to generationer udveksler kunstnerne erfaringer omkring kroppen – konkret personligt, almenmenneskeligt, historisk og politisk.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.
Kilde:
Classeværelset

Adresse
ClasseværelsetClassensgade 7d. Baghuset
2100 København Ø

Åbningstider
ons-tors 14-17
Lør 12-15

Lukket mellem udstillinger

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja, men ikke til Hejserummet
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja