I en ny udstilling på Ordrupgaard undersøger billedkunstner Camilla Berner kæmpetræet Sequoias forgrenede historie – fra Californien til hendes barndomshave på Fyn og videre til Ordrupgaards historiske park. Samtidig åbnes der for en større fortælling om relationen mellem plante og menneske, om fascination og udnyttelse af naturen, og om vores fælles ansvar for de levende organismer, vi har delt jorden med i årtusinder.
Midt i Ordrupgaards drivhus ligger en tonstung stamme som en pulserende krop, holdt i live af et system af slanger. Alle grene er afskåret, og fra de tilbageværende grenstubbe udspringer vandstråler, som aktiveres af sensorer, når man træder ind gennem døren.
Træet er en udgået Kæmpe Sequoia, der oprindeligt voksede i kunstner Camilla Berners barndomshave. Kæmpe Sequoiaen (Sequoiadendron giganteum) er et nåletræ, der hører til blandt verdens ældste nulevende organismer og kan spores tilbage til dinosaurernes tid. De har overlevet flere civilisationer og været stille vidner til menneskeliv, der har udspillet sig under deres kroner.
De enkelte træer kan blive over 3.000 år gamle og op til 90 meter høje. Deres mytiske og storslåede fremtoning gjorde dem til et ikon for den spirrende naturfredningsbevægelse i 1800-tallets USA. Den skotsk-amerikanske naturforkæmper og nationalparkernes fader, John Muir (1838–1914), spillede en central rolle i kampen for at beskytte træerne. Udstillingens titel er hentet fra ham og udtrykker en naturforståelse, hvor mennesket ikke står uden for naturen, men indgår i relation til den. I en californisk Sequoialund sagde han til sin ven, filosoffen Ralph Waldo Emerson:“You are yourself a Sequoia. Stop and get acquainted with your brethren. It will do you good.”
I dag står disse naturmonumenter og levende tidsmaskiner over for en alvorlig trussel fra klimaforandringer, tørke og stadigt mere voldsomme skovbrande. Siden 2015 anslås det, at omkring 20 procent af verdens Kæmpe Sequoiaer er gået tabt.
Udstillingen består af tre værker, der forbinder Kæmpe Sequoia til kunstnerens familiehistorie, Ordrupgaards fortid og den aktuelle klimakrise.
Det centrale værk er skabt af stammen fra et afkom af et af Danmarks tidligste mamuttræer fra 1866, der stadig vokser i Berners barndomshave. Det døde pludseligt i 2021, kun 45 år gammelt. Grenene er afskåret, og fra de tilbageværende grenstubbe udspringer fine vandstråler, som aktiveres, når man træder ind i Drivhuset på Ordrupgaard. Vandet ledes af et netværk af slanger, der er ført igennem træet som en kunstig genoplivning af dets indre kredsløb. I løbet af udstillingsperioden vil fugten herfra give liv til nye planter, som vil spire frem fra den døde stammes bark.
På Ordrupgaard kunne man også engang beundre et eksemplar af det imponerende træ. Det stod centralt i det haveanlæg, som stifteren Henny Hansen var drivkraften bag, og kan ses på et fotografi fra 1921. Senere forsvandt det. På dets tidligere plads har Berner placeret en sort stub som en skygge af det kæmpetræ, der engang stod her. Stubben er behandlet med den japanske teknik yakisugi, hvor træ forkulles ved kontrolleret afbrænding – et ekko af de skovbrande, der truer træets fremtid, men som også gennem tiden har hjulpet med at sprede dets frø.
Udstillingen ledsages af en kunstnerbog, som gæster frit kan tage med sig. Formen er inspireret af Ordrupgaards stifters, Henny Hansens, rejsedagbøger med botaniske observationer og følger dagbogens rytme og form. Her inviteres alle med ind i Camilla Berners research og opdagelser i giganttræets fascinerende historie gennem fotos og personlige notater.
Kilde:
Ordrupgaard
Ordrupgaard
