Når det nye Skive Kunstmuseum åbner dørene den 17. januar 2025, er det med udstillingen: ”Drømmebilleder”, hvor farver og former emmer af livsglæde. Udstillingen viser værker fra hele den internationalt kendte kunstner Carl-Henning Pedersens karriere.
Carl-Henning Pedersen vil dele sit indre med verden via kunsten. Han maler af lyst, og de spontane indskydelser fører penslen og farvevalgene. Malerierne bliver så at sige en direkte invitation til kunstnerens eventyrlige sind fyldt med fabelvæsner og eventyrlige landskaber.
I de tidlige malerier er fantasifigurerne på lærredet afgrænset med tydelige sorte konturlinjer, der binder dem fast til lærredet. Men i de senere værker opløses linjerne til hvide kanter, der får figurerne til at svæve på billedfladen – som ville de bryde ud af maleriets ramme. Altid i en opadstræbende energifyldt flugt som om de flyvende fugle og galoperende heste vil ud til dig.
Farverne er essentielle for Carl-Henning Pedersens virke. Han begærer farver og svælger i voldsomme kontraster. Der findes ikke mange kunstnere, der kan få den mørkeste blå til at virke lige så blændende, poetisk og lysende som Carl-Henning Pedersen.
Carl-Henning Pedersens eventyrlige billedunivers er inspireret af børnetegningers umiddelbarhed og ubevidste drømme – malerierne har noget alment menneskeligt over sig og derfor fanger de både børns og voksnes opmærksomhed.
Majken Høgh Olsen, museumsinspektør ved MUSEUM SALLING KUNST fortæller: ”Det har været en sand fornøjelse at dykke ned i Carl-Henning Pedersens eventyrlige billedsprog. …Og i denne mørke tid med krig i verden kan man virkelig varme sig i maleriernes farve og lys, der afspejler Carl-Henning Pedersens livsglæde. Malerierne udstråler simpelthen en tro og glæde ved livet.”
Og hun fortsætter: ”Mange af værkerne har aldrig været udstillet før. ”Køkken-pigerne” kaldte han og Sidsel Ramson en serie af billeder, der lyder helt andre titler. De forestiller godt nok piger og fugle. Men det er ikke fordi han har portrætteret køkkenpersonalet. Nej: malerierne hang i køkkenet i hjemmet og atelieret i Molesmes i Frankrig – og nu er ”køkken-pigerne” rejst til Skive Kunstmuseum.”
Kilde:
Skive Kunstmuseum
Skive Kunstmuseum