Christian Lemmerz foretrækker at operere i kunstens betydningsmæssige randområder; en betragtelig gråzone mellem indiskutabel hommage og obskur reference. Lemmerz selv formulerer det sådan, at hans evige mål – og i hans optik det fineste, en kunstner kan frembringe – er den søgende skitse. Dette sælsomme sted mellem spæd idé og færdigt værk, hvor der stadig efterlades rum til beskuerens egen fantasi og personlige referenceramme. Et motiv behøver ret beset ikke være andet end netop dét: Et tomt kar, som blikket og hjernen kan fylde mening i. Så kan man pirke til perceptionen ved at give et ellers åbent motiv en meget person- og kulturspecifik titel – man kunne f.eks. vælge at kalde en afbildning af Jomfru Maria for ”Medea” – men generelt foretrækker han at efterlade et vist mål af autonomi til det betragtende øje.
”Medea” er ikke en temaudstilling. Christian Lemmerz er ikke som sådan interesseret i hverken Medeas personlighed eller hendes episke tragedie. I stedet refererer titlen til Medea som et ikonografisk emblem i billedkunsten, et genkendeligt og hyppigt anvendt symbol, der uden yderligere forklaring fremkalder myriader af konnotationer og referencer. Men hvad hvis vi lader os bedrage af vores egen automatreaktion i mødet med et velkendt motiv? Det er denne tvivl, som ofte har naget Lemmerz, når han f.eks. betragter Michelangelos ”Pietà” – den kristne ikonografis fremmeste symbol på barmhjertighed. For hvad nu, hvis skulpturen i virkeligheden ikke forestillede Jomfru Maria med Jesus i skødet, men Medea med én af sine sønner, som hun netop har dræbt? Kan én og samme figur virkelig rumme to så grundforskellige fortællinger?
Torsoen, som også er et gennemgående motiv i såvel udstillingen som hele Lemmerz’ virke, rummer ifølge kunstneren selv samme indlejrede dikotomi. De oprindelige torsoer, som højrenæssancen nærmest forgudede i dens dyrkelse af Antikkens æstetik, var i virkeligheden defekte kunstværker; fragmenter af hele kroppe med arme, ben og ansigter, som tiden eller menneskelig skødesløshed – eller begge – havde forvansket og sønderknust til et punkt, hvor kun kernen, det allermest bestandige var tilbage. Torsoen var ikke et færdigt værk. Men med især Rodins skoledannende skulpturer blev torsoen i sig selv et motiv, der ikke længere skulle forstås som fragment. Når vi står foran en torso i dag – som skulptur, maleri eller tegning – tænker de færreste over figurens historiske medbetydninger. Torsoen er blevet et motiv i sin egen ret, løsrevet fra sin oprindelige forståelsesramme.
Et maleri eller en tegning kan noget, som fotografiet aldrig ville kunne: Du kan tegne eller male en torso, uden at det nødvendigvis bliver morbidt, men du ville aldrig fotografisk kunne gengive en mishandlet menneskekrop uden arme, ben og hoved, uden at det åbenlyst voldsomme og ekstreme i handlingen bag ville stjæle al fokus. Håndens arbejde i billedkunsten skaber et ganske særligt mulighedsrum, som det er op til den enkelte kunstner at udnytte. Det være sig i form af stregens bedrageriske lethed, motivets tvetydighed, eller sågar en titels evne til at forvirre. Det handler om at lede, men helst ikke finde. Det ypperste mål er den søgende skitse.
Kilde:
Hans Alf Gallery
Hans Alf Gallery