Kom med ind i et sårbart og ærligt rum for kunstnerisk skabelse, når billedkunstner Christina König rykker sit atelier ind på SIC de første tre uger i maj i et residency og derefter åbner dørene til en open studio udstilling med titlen Between Not Knowing and Knowing.
Christina König har en interdisciplinær praksis med en dyb interesse for spiritualitet og arbejdet med intuitive metoder som fællesnævner. I sit residency hos SIC vil hun folde sin maleriske praksis ud for åbne døre.
Med lokaler i stueetagen og et stort vindue ud til Flensborggade, vil naboer og forbipasserende kunne følge med i tilblivelsen af nye værker og derved få et unikt indblik i den kunstneriske skabelsesproces.
Det er også muligt at aftale et studio visit, for dem der gerne vil endnu tættere på i processen.
At turde læne sig ind i uvisheden og stole på sin mavefornemmelse, er noget Christina König bruger som et aktivt greb i sin tilgang til at skabe kunst. Hun arbejder sjældent med skitser eller prøver i sin maleriske praksis, og det at blive i usikkerheden ved ikke at vide hvordan et værk ender ud, er en del af læringen. Ved at åbne et lille vindue op ind til sine metoder, håber hun på at inspirere andre til at turde lytte indad og bruge deres intuition meget mere aktivt i de valg der dagligt træffes.
Det hele kulminerer i en open studio udstilling Between Not Knowing and Knowing d. 13. maj kl. 16-20. Christina König åbner her døren for alle ind til atelieret og viser et udvalg af de værker som er blevet skabt under opholdet hos SIC. Vi fejrer Königs ophold på Flensborggade 57 og byder på et glas, lidt mad og en samtale med kunstneren.
Christina König er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi og blev efterfølgende inviteret til at deltage i udstillingen Landing 2026 // Seks Nye Talenter på Kunsthal Kongegaarden i januar. Hendes afgangsværk Kvistgang blev antaget til Kunstnernes Efterårsudstilling 2025 og flere af hendes værker er en del af samlingen hos Kunst på Arbejde.
"Vi ønsker med Christina Königs open studio ophold, at dele rummet og platformen med en af Danmarks mest interessante, nyuddannede kunstnere, og samtidig dele oplevelsen med vores naboer, kolleger og lokalmiljø, som får muligheden for at dykke ind i kunstnerens praksis. Vi er utroligt glade for at Christina takkede ja til idéen om et mini-residency, og vi glæder os til at følge med i hendes process. Forhåbentlig kan vi inspirere hinanden begge veje rundt." siger Malou Solfjeld, kurator og medstifter af SIC - Sharing is Caring.
Kilde:
SIC – Sharing Is Caring
SIC – Sharing Is Caring

