Christina Quarles: In the Shadow of Burning Light

6 jun - 8 sep 2024

En række stærkt personlige værker, som udforsker temaer som identitet, seksualitet, repræsentation og selvfremstilling

Kredit: Ilona Szwarc. Med tilladelse fra Christina Quarles, Pilar Corrias London og Hauser & Wirth

En række stærkt personlige værker, som udforsker temaer som identitet, seksualitet, repræsentation og selvfremstilling


info

Christina Quarles: In the Shadow of Burning Light6 jun - 8 sep 2024

Fra den 7. juni viser Gammel Strand udstillingen ‘In the Shadow of Burning Light’ af amerikanske Christina Quarles. Udstillingen er kunstnerens første i Norden og præsenterer 30 værker funderet i Quarles’ egne erfaringer som mixed, queer ciskvinde. Kunstneren har de senere år markeret sig som en vægtig stemme på den internationale kunstscene, og maler sig ind i en aktuel debat om identitet og repræsentation med værker, der kredser om den oplevede krop. Kunstneren åbner udstillingen den 6. juni.
Når Christina Quarles åbner sin første soloudstilling i Norden på Gammel Strand, er det med en række stærkt personlige værker, som udforsker temaer som identitet, seksualitet, repræsentation og selvfremstilling. Værkerne indeholder tydelige referencer til kunstnerens personlige liv, hvor hendes etniske og seksuelle identitet som en mixed, queer, ciskønnet kvinde ofte er blevet misforstået. Ikke mindst fordi hun på grund af sin lyse hudfarve tit er blevet mødt med undren omkring sin etnicitet som datter af en hvid mor og en sort far.
På den måde danner Quarles egne erfaringer grobund for en bredere undersøgelse af kroppens rolle i opfattelsen af os selv, af andre og af vores sociale ståsted i verden. Ikke mindst er mis- og manglende repræsentation på tværs af alder, køn, seksualitet, etnicitet og kropsudtryk tilbagevendende temaer hos hende.
Komplekse kompositioner med kroppen som udgangspunkt
I ‘In the Shadow of Burning Light’ præsenteres i alt 30 værker. Store akrylmalerier samt mindre papirværker vises i et udstillingsdesign skabt af Quarles til Gammel Strand, hvor specialdesignede tapeter og opmalede slagskygger understreger værkernes dynamik.
Quarles arbejder med komplekse billedkompositioner, hvor menneskekroppen er det allestedsnærværende omdrejningspunkt. Med imponerende teknisk overskud smelter hybridlignende figurer sammen, og vikler sig ind og ud af hinanden i et insisterende forsøg på at forstå, hvordan identitet kontinuerligt konstrueres og genforhandles alt efter hvilke sammenhænge, vi indgår i.
Christina Quarles anvender figurationen som udgangspunkt i skabelsen af et mere nuanceret blik på, hvad identitet er, og hvad det vil sige at leve i en kønnet-racialiseret krop modsat det at betragte den udefra: “I stedet for at skildre hvordan kroppen fremstår, håber jeg at skabe billeder, der undersøger, hvordan den komplekse, kropslige erfaring føles,” fortæller Christina Quarles.
Et vigtigt bidrag til vores samtid
Christina Quarles arbejder på tværs af medier i en kombination af maleri og grafik, og overfører billedskabelsen fra de digitale formater til maleriet, ligesom hun også bruger ord i værkerne. Værkernes titler er ofte hentet fra popsange, digte eller overhørte samtaler. De er sjældent bogstavelige, men spiller ved hjælp af humor på vores trang til at drage forhastede konklusioner.
Nanna Hjortenberg, direktør, Gammel Strand udtaler:“Christina Quarles har på få år skabt et markant og originalt værk, der på én gang er dybt personligt og højaktuelt. Hos Quarles skal man lede længe efter et facit, og hun formår som få andre at indfange, hvordan identitet skabes kontinuerligt i interaktion med vores omgivelser. Hendes arbejde er et vigtigt bidrag til vores samtid og til forståelsen af, hvad identitet er. Netop derfor er hun et oplagt valg til Gammel Strand, hvor vi gerne vil vise samtidskunst, der gør os klogere på de spørgsmål og debatter, der præger vores tid.”
Bio
Christina Quarles (f. 1985) bor og arbejder i Los Angeles. Hun har en kandidatgrad fra Yale School of Art (2016). Quarles har haft et stort antal soloudstillinger og havde en central placering på Venedig Biennalens anmelderroste udstilling The Milk of Dreams i 2022. Blandt hendes seneste soloudstillinger kan nævnes Hamburger Bahnhof, Berlin (2023), MCA Chicago, Chicago (2021) og South London Gallery, London (2021). Hun er endvidere repræsenteret i Louisianas samling.
Kilde:
Gammel Strand

Adresse
Gammel StrandGammel Strand 48
1202 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: Lukket
Torsdag: Lukket
Fredag: Lukket
Lørdag: Lukket
Søndag: Lukket

Entre pris
Entré til udstillinger
Normalt: 90 kr.
Tors ml. 17-20: 50 kr.

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - nej
, men man kan komme ind fra gaden med elevator
Handicaptoilet - ja
Gratis for ledsager - ja