Clara Toksvig: (re)production

11 okt - 16 nov 2024

Med inklusionen af bl.a. franske liljer og egg-and-dart vedholder Toksvig sin udforskning af symbolikkens historie og dens kontekst i samtiden.

Clara Toksvig Untitled glaseret stentøj, 2024 Foto: Clara Toksvig

Med inklusionen af bl.a. franske liljer og egg-and-dart vedholder Toksvig sin udforskning af symbolikkens historie og dens kontekst i samtiden.

(re)production er Clara Toksvigs første solo-udstilling, hvor keramiske genfortolkninger af bygningens ornamentering får teglstenene til at spire og søjler til at bryde kiln’s begrænsninger. Med udforskning af brændinger og traditionelle, komplekse teknikker synliggøres kunsthåndværkets reproduktive arbejde, og der fremhæves særegne dekorationer, som normalt falder i baggrunden af store bygningsværker.
Insisteren på universel forbundenhed til jordens cykliske udvikling er gennemgående for Toksvigs praksis, og i denne udstilling starter det i den danske undergrund. Her findes det geologiske potentiale for alle de teglsten, der omringer os; leret. Mursten, produceret af råstoffer fra undergrunden, har været anvendt siden 1100-tallet, støbt i forme og skåret i hånden og efterfølgende brændt på teglværker. Resultatet heraf er nu en del af vores bybillede og hverdag. Naturen er således ikke blot et ydre landskab, men en kilde til råstoffer, der former menneskets eksistens. Så når vi taler om menneskets udnyttelse af naturen, og hvordan vi kommer tilbage til en oprindelig natur - hvordan ser den så egentlig ud og er dette ønske overhovedet muligt at indfri?
Leret, naturen, er en iboende essentiel materialitet, der former vores samfund og dens strukturer. Teglstenene, som danner murværk, adskiller ude og inde, samfund og hjem. Her dannes rum for et usynligt, ofte kvindeligt omsorgsarbejde. Paralleller trækkes til forholdet mellem bygningskonstruktionens monumentalitet overfor kunsthåndværkets slidsomme og usynlige reproduktion af ornamenter, dekorationer og detaljer. Teglstenen som magtsymbol genfortolkes af Toksvig med håndformede blade, der snor sig, glasur der flyder og små spirer, der håbefuldt kravler ud af formene.
Motiverne er symbolske og genkendelige, ofte med udspring i naturen og dens planter. Med inklusionen af bl.a. franske liljer og egg-and-dart vedholder Toksvig sin udforskning af symbolikkens historie og dens kontekst i samtiden. Abstraktioner af disse fremstilles med traditionel teknik således, at deres særegenhed står ud. Som ved saltbrænding, hvor ovnen fodres med træ gennem mange timers arbejde. I ovnen danner træets aske og soda keramiske glasurer, så overfladen udarter sig egenrådigt og uden for kunstnerens kontrol. Kvætseform til gentagende støbning af teglsten, hvor blomsten nu udtages, håndformes og påsættes igen med eget præg. Coil-teknik hvor en 2 meter høj søjle fremstilles coil for coil og efterfølgende stables, med reference til teglstenenes modulopbygning, men også græske søjler. Fingeraftryk efter modellering er at syne i værkerne, som en hyldest til det langsommelige manuelle arbejde. I en tid, hvor de fleste huse tegnes på computeren, står Toksvigs udstilling som en kærkommen påmindelse om det menneskelige og unikke i kunsthåndværket, om det reproduktive og livsgivende arbejde.
Kilde:
Formation Gallery

Adresse
Formation GalleryGasværksvej 9,
1656 København V

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: Lukket
Onsdag: 12:00 - 17:00
Torsdag: 12:00 - 17:00
Fredag: 12:00 - 17:00
Lørdag: 11:00 - 15:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Gratis

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - ja
Handicaptoilet - nej
Gratis for ledsager - ja