Det zürichbaserede kunstnerpar Adam Cruces og Louisa Gagliardi, a.k.a. Couple, sætter i deres fællesudstilling Haunts lyset i scene. Som et spøgelse fra fortiden, der stadig forfører os, som et moderne illusionsnummer, der stadig får os til at se ting, der ikke rigtigt eksisterer. Alt efter hvilket lys, man ser tingene i.
For lyset er nok kilde til skabelseskraften, ånden i materien, men det er samtidig menneskets mest forførende illusionsnummer. I de gotiske rammer på ORTHUNGA bliver lyset både helligt og mistænkeligt; som en reminiscens af den kristne dyrkelse af lys-ritualer, og dets moderne elektriske efterklang - en kunstig flamme, der efterligner det guddommeliges største spektakel.
Som illusionsnummer ét rejser der sig i rummet lysende skikkelser som falske alterlys. De er høje, firsidede papirlanterner, trykt med billeder af brændende vokslys. Bag papirets matte overflade brænder ingen flamme – kun en pære gløder. Disse store lanterner danner tilsammen et landskab af søjler – som moderne alterlys i et sekulært tempel.
I en bibelsk tradition forbindes lyset med det guddommelige – ”Der blive lys” – en begyndelse, hvorfra alt liv oprinder. Samtidig bærer lyset en tvetydighed: det er både åbenbaring og illusion, det, der giver liv, men også det, der blænder og kaster lange foruroligende skygger. I visse ortodokse kredse anses dyrkelsen af lyset i kirkelige ritualer som ren og skær afgudsdyrkelse, en forførelse væk fra det egentlige; man skal dyrke Skaberen, ikke skabningen.
Ved vinduerne fortsætter illusionsnummer to. Her er gennemsigtige plader af plexiglas monteret, formet som vinduernes egne gotiske konturer, men trykt med billeder af krydsfiner, som om vinduerne er tildækkede, barrikaderede. Udefra synes rummet mørklagt, men indefra trænger lyset stadig igennem. En vækkelse af materien via lumen naturae. Nogle af pladerne er spraymalede eller påsat klistermærker, som spor af menneskelig indgriben, en profan gestus af menneskeligt nærvær, der bryder med den sakrale stemning.
Tre monumentale briller – i plexiglas og metal – ligger som tabte relikvier på gulvet, deres linser farvet klare, rosa og mørke. Vores øjne transformerer konstant virkelighedens indtryk, hjernen oversætter uophørligt lys, skygger og farver, mens Sandheden forbliver uden for vores syns rækkevidde. Illusionsnummer tre.
Haunts bevæger sig i spændingsfeltet mellem tro og teknologi. Lyset bliver et væsen i sig selv – levende, men forvredet; et spøgelse fra fortidens kirkelige ritualer, der nu er elektrificeret, teknologiseret, transformeret, og nægter at finde hvile. Det kaster ikke kun lys over verden, men også skygge over vores egen længsel efter mening.
Titlen Haunts bærer denne dobbelttydighed mellem det hjemsøgte og det, man higer efter, længes mod. I den forstand har det guddommelige aldrig forladt os.
Kilde:
ORTHUNGA
ORTHUNGA