Oplev eller genoplev værker af blandt andre Olafur Eliasson, Ron Mueck, Rose Eken, Shirin Neshat, Bill Viola og Tony Oursler. Udstillingen samler en række værker, der har en særlig plads i ARoS' samling. Det er værker, som gennem årene har været med til at forme museets historie, og som du måske vil genkende fra tidligere besøg.
“Siden åbningen i 2004 har storskala installationskunst været centralt for vores identitet her på ARoS – noget, der nu er blevet yderligere understreget med den nylige åbning af James Turrells monumentale Skyspace. Favoritter fra samlingen præsenterer en række af de markante værker, der er blevet en del af mange gæsters minder, og som vi håber fortsat vil inspirere endnu flere. Vi er også meget glade for at kunne byde Ron Muecks ekstraordinære Couple Under an Umbrella velkommen til ARoS. Den tilføjer en vigtig ny dimension til denne fremvisning af samlingen.” – Rebecca Matthews, museumsdirektør.
Ud over værkerne fra ARoS’ egen samling, kan du opleve den livagtige skulptur Couple Under an Umbrella (2013) skabt af den australske kunstner Ron Mueck, der også står bag Boy (1999). Couple Under an Umbrella skildrer et ældre par under en parasol, skabt i præcis dobbelt menneskestørrelse og med hyperrealistisk præcision. Skulpturen udlånes fra september til marts til ARoS af Museum Voorlinden i Holland, som til gengæld låner Boy til deres 10-års jubilæumsudstilling Celebrating the Icons of Art i samme periode.
Du kan også opleve værker af Tony Matelli (f. 1971), Asger Jorn (1914-1973), Hanne Nielsen (f. 1958) og Birgit Johnsen (f. 1959), Michael Kvium (f. 1955), Wes Lang (f. 1972), Banaan Al-Nasser (f. 1982), Rory Macbeth (f. 1968) og Erik A. Frandsen (f. 1957) – kunstnere hvis værker sjældent vises samtidigt, fordi de kræver særlige rum og betingelser.
“Med Favoritter fra samlingen præsenterer vi ikoniske installationsværker fra vores samling, der alle har en umiddelbar appel. Værkerne har også det til fælles, at de skaber oplevelser, hvor det velkendte kan føles nyt. Flere af værkerne inviterer dig til at være aktiv, og der er både stille øjeblikke og mere konfronterende fortællinger.” – Anne Mette Thomsen, leder af ARoS’ samlings- og udstillingsadministration.
Der vil blive produceret foto- og videomateriale af Boys nedtagning, inden han udlånes til Museum Voorlinden. Dette kan fås ved henvendelse til ARoS’ presse- og kommunikationsafdeling.
Bemærk at unge til og med 27 år har fri adgang til kunsten på ARoS under den landsdækkende kulturuge K7 fra 7-13 sep.
Kilde:
ARoS
ARoS



