Min onkel Michael
Med rosenrøde kinder og håret strøget tilbage, skuldrene en anelse skrånende og en blødhed, der fulgte hans stærke, livlige gestik, som trak dig ind i hans begejstrede gråblå øjne. Han var aldrig bange for at være overdressed og tog ethvert rum, han trådte ind i, med storm. Hans skarpe slips holdt sammen på de stivede skjorter med flipper, indrammet af kantede, dobbeltradede jakkesæt. Rastløs, men elegant, altid i bevægelse, mens han sparkede buksernes opslag ud i takt med sine blanke loafers. Højere end sin højde og klogere end sine visdomsord havde han, uden at du vidste det, solgt dig noget, du ikke engang vidste, du ønskede.
Rygterne fandt vej til mine ikke-samtykkende ører ved bryllupper, barnedåb, begravelsesvåger, julemiddage, fødselsdage og sommerfester.
„Din onkel Michael er fandeme noget af en mand. Har du hørt om dengang, han lavede duet med Shirley Bassey?“ Solen havde brændt sig igennem til en smertende dis. De forkullede pølser hvæsede mod den bevogtende kreds af kødfulde mænd, hvis samtale sjaskede ud over deres sammenknebne ansigter som olierede snegle. Deres rumlen blev kun afbrudt af synkrone slurke fra skinnende ciderdåser. Jeg sad over for min onkel, som hvirvlede et buttet glas Chablis, der hypnotisk kastede lyset tilbage fra hans grønstribede skjorte og røde paisleytørklæde, bundet og slængt til den ene side. Hans silkebløde, babyblå badeshorts blottede hans spinkle ben, og de blanke skinneben fangede hver især en stribe sollys.
Panamahatten var vippet en anelse. Han kiggede ned for at beundre sine hvide espadriller, før han igen fangede Susans blik. Blidt forklarede han hende om energieffektiviteten i sit nye fyr i lejligheden ved havnen. Hendes øjne snurrede, som om han gned lavendelduftende olie ind i hendes skuldre og nynnede hende i øret. Da en bølge af brændt kød ramte mine næsebor, lagde jeg mærke til et langt, elastisk stykke hud, tynget ned af en testikel. Den hang over stolen som en tryllekunstners fløjlspung.
Mit blik gled ned igen, og jeg mærkede den lette plastikstol give efter. Den holdt et øjeblik i spænding, før materialets tolerance brast, og jeg blev slynget ned på græsset, mens jeg skreg BOLLOCKS.
Kilde:
Danske Grafikeres Hus
Danske Grafikeres Hus