Fernisering – Anna Holmberg: POLY TERRA – TERRA POLIS

lørdag 16 maj 2026 kl 13 - 16

Oplev Anna Holmbergs 17 oliemalerier i et cirkulært motiv.

Vordingborg
Værk af Anna Holmberg. Foto: Poly- Udstillingsplatform.

Oplev Anna Holmbergs 17 oliemalerier i et cirkulært motiv.

6. maj 2026

info

Fernisering – Anna Holmberg: POLY TERRA – TERRA POLISlørdag 16 maj 2026 kl 13- 16
Gratis

Fra d. 16. maj kan du træde ind i Vordingborg Stations ventesal og opleve udstillingen POLY TERRA - TERRA POLIS af billedkunstner Anna Holmberg.
Du sidder blandt andre rejsende i ventesalen på Vordingborg station. Alle er i transit. Et afdæmpet host runger i det højloftede rum, mens du læner dig tilbage og venter på toget. Når dit blik løftes, kommer et dramatisk billedforløb til syne under loftet. Du er omkranset af en forunderlig billedserie, der langsomt drager dig ind i en frodig verden af fantasi, drømme og myter. 
Du står plantet i en magisk, vildtvoksende skov. Den nærende jord under dine bare fødder giver dig lyst til at slå rødder. Alle vegne ligger et dunkelt slør af tyk plantevækst. Øjnene vænner sig støt og roligt til halvmørket, mens lungerne indånder skovens fugtige luft. Utallige gevækster og træernes knortede stammer slår ring i snørklede bevægelser omkring dig. De snor sig om hinanden, så der opstår de mest ejendommelige formationer. Skovens mærkværdige væsner er vågne i mørket. I nærheden aner du silhuetterne af fantasifulde væsner, der bevæger sig glidende forbi. Overalt udspiller sig en kakofoni af skovens mangfoldige livsformer - en myriade af summende natsværmere og flaksende sommerfugle svæver rundt i dine sansers periferi. Skoven mærker din tilstedeværelse. Den ser dig. Den hører skridtene og registrerer lugten. Den hungrer efter dig og begærer din krop. Du giver dig hen og gror sammen med et flydende netværk af spirende planter og eksotiske urter, svampe og blomster. Grænserne er i opløsning. Det hele er en pulserende enhed. Den trækker vejret i en følelse af fortættet mening, der flammer op i det indre.
Mathias Jakobsen

Adresse
Poly-Banegårdspladsen 4,
4760 Vordingborg

Åbningstider
Hverdag: kl 05.30 - kl 18.00 i hverdage
Weekend: kl 08 - kl 18