Stuen er et centralt rum. Her er vi omgivet af vores ting – stueting. Mange af dem er af keramik; små genstande, som vi bruger til dagligdagens behov og til pynt: fade, skåle, lysestager, urtepotter … Vi lægger ikke så meget mærke til dem, de glider hurtigt ind i hverdagslivet. Vi bruger dem, håndterer dem, gør dem rene, sætter dem frem og tilbage – nogle gange glemmer vi dem helt, de er der bare.
Anne Tophøj er optaget af at formgive den slags ting, og på udstillingen “Løs hånd – Høj Stue“ fabulerer hun over stuens genstande. Der improviseres over tingstyper og fremstillingsteknikker; toner bliver slået an, luftige forestillinger materialiseres, og bevægelser tager form.
Det er, som om Anne hver gang starter helt forfra og nærmer sig leret med åbne sanser, søgende og registrerende fra første øjeblik. Hun arbejder spontant og eksperimenterende; nogle gange groft og hurtigt og med de bare næver, andre gange nænsomt og med simple redskaber som en skæretråd eller en flosset træpind. Hun tror på det, der opstår i mødet mellem hende og leret, og på, at processen og materialet kan selv. Der er en fornemmelse af begyndelse, af skitsering og af, at tingene kun lige er på vej til at finde deres form.
Udtrykket er både råt og primitivt, fint og følsomt. Resultatet er genstande, som vækker mindelser om at lade fingrene snirkle sig ned i sneglehusets spiraler eller at se op i stjernehimlens uendeligt store bevægelser. Der er et mikrokosmos i hver en ting; det største findes i det mindste. Det er, som om tingene bærer rytmen fra deres egen tilblivelse i sig.
Det er, som om Anne hver gang starter helt forfra og nærmer sig leret med åbne sanser, søgende og registrerende fra første øjeblik. Hun arbejder spontant og eksperimenterende; nogle gange groft og hurtigt og med de bare næver, andre gange nænsomt og med simple redskaber som en skæretråd eller en flosset træpind. Hun tror på det, der opstår i mødet mellem hende og leret, og på, at processen og materialet kan selv. Der er en fornemmelse af begyndelse, af skitsering og af, at tingene kun lige er på vej til at finde deres form.
Udtrykket er både råt og primitivt, fint og følsomt. Resultatet er genstande, som vækker mindelser om at lade fingrene snirkle sig ned i sneglehusets spiraler eller at se op i stjernehimlens uendeligt store bevægelser. Der er et mikrokosmos i hver en ting; det største findes i det mindste. Det er, som om tingene bærer rytmen fra deres egen tilblivelse i sig.
Udstillingen er støttet af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond og Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Kunsthåndværk og Design.
Kilde:
Peach Corner
Peach Corner