Hvad sker der når samtidskunsten træder ud af den hvide kube og ind i det levede liv? Når værket ikke længere er noget man beskuer på afstand, men noget man rører ved, arbejder videre i og sætter sit eget aftryk på?
Coloring Sheet er et kuratorisk gruppeformat udviklet af FOYERcontemporary til Eventyrkiosken i Fælledparken. Udvalgte samtidskunstnere er hver inviteret til at udvikle et originalt værk, som oversættes til et frit tilgængeligt tegneark i sort/hvid. Arkene er ikke reproduktioner – de er selvstændige værker i et andet format, skabt til at blive aktiveret af den der holder dem i hænderne.
Formatet tager afsæt i tegnearket – et demokratisk og genkendeligt redskab – og løfter det ind i en kunstnerisk og social praksis. Publikum inviteres ind i en åben dialog med værket: uden krav, uden forudgående kunstkendskab, uden noget rigtigt eller forkert. Kun mødet mellem hånd, papir og kunstnerens univers.
I udstillingsperioden præsenteres kunstnernes originale værker samlet i Eventyrkiosken – som vægudstilling eller hæfte – så processen og det færdige mødes i samme rum. Coloring Sheet er en pause, en åbning og en invitation til at træde ind i kunsten på egne præmisser.
Arkene kan afhentes gratis i Eventyrkiosken, Fælledparken. Åben for alle.
Kilde:
FOYERcontemporary
FOYERcontemporary

