Det klæbrige, det flydende, det skinnende – sminkeprodukter står opstillet på badeværelseshylder, væsker, der hviler i deres beholdere. I deres langsomme bevægelse danner de nye former og linjer, der både markerer og opløser grænser. Badeværelsets funktion som både privat og praktisk rum forvandles, og produkterne træder frem i deres rene materialitet.
Ansigtet bliver et sted for forhandling mellem det, vi vælger at vise, og det, vi ønsker at skjule; mellem det private og det offentlige. I væskerne antydes fortællinger om identitet, erindring og kroppens arbejde. De flydende horisonter fungerer som et spejl for de ritualer og handlinger, der former vores daglige liv og afslører, hvordan selv det mest trivielle rummer tidens aftryk og strukturerne i vores liv.
Sunsets and Sunrises er tredje del af TITLEDs udstillingssekvens The Public Interior, hvor værkerne udvikler sig i dialog over tid. Tidligere bidrag fra Kirke Hundevad Meng og Anna Skov Hassing udforsker ligeledes det flydende, gentagelser og det fastfrosne. I Mengs laserinstallation afspilles en animation om en rottes transformation, hvor lyset fastfryses på selvlysende lærred et øjeblik og så forsvinder igen. I Skov Hassings værker presses ansigter mod ruder, malet og fanget i deres handling. Hverdagsritualet spejles ligeledes i installationen af drikkeglas, som publikum må drikke af og tage med hjem til deres eget rum.
Kilde:
TITLED
TITLED