Krokodiller opstod for omkring 200 millioner år siden, og ser man på de krokodiller, der lever i dag, ligner de overraskende meget deres fjerne forfædre. Selvom de evolutionært har udviklet sig, er de ikke desto mindre vinduer ind i fortiden og en verden før eller uden mennesker.
Olesens krokodiller som fx The earliest Crocodilian, circa 95 million years ago eller American Alligator, circa 83.5 million years ago, er lavet af materialer gips, træ, hønsenet, lærred og bemalet i skinnende grønlige og sorte nuancer. De er naturalistiske og kunstige og grove med processuelle spor fra deres fysiske konstruktion og bemaling; ustabile som billeder, på én gang truende og truede. De har i en slumrende vildskab og fart i sig. Fortid og nutid virker kortsluttet, de introducerer en længere tidshorisont og andre affekter end nutidens 24/7-opmærksomhed.
Udstillingen af Henrik Olesen består af nye værker samt værker lavet af kunstneren indenfor de seneste år: billeder af råt kød trykt på plastik, afstøbninger af mælkekartoner i epoxy, skulpturelle kasser med silketrykte billeder og tekster, malerier på masonit og lærred, info-tekster og flyers, plancher med fremstillinger af homoseksualitet og afstraffelse gennem 500 års kunsthistorie. Der indgår også genskabelser af tidligere værker som dele af nye installationer. Billeder og tegn morfer ind i hinanden, bliver spist og forvandler sig, i en slags åbent system eller fødekæde, hvor hierarkierne er destabiliserede. Det er et åbent og uafgjort univers forbundet på kryds og tværs mellem temaer som sårbarhed, vold, krop, identitet, historie og naturhistorie, mennesker og dyr.
Malerierne, som fx (rotten sun), 2020 eller Body of Shit 2, 2020, henviser til kroppens indre og fordøjelsessystemet som plastiske processer af indoptagelse, nedbrydning, omdannelse og udskillelse, hvor billeder og tegn kværnes og både kan blive til ny energi eller ende som affald. Alting i udstillingen er formet af en plastisk bevidsthed og sensibilitet: processer af påføring, afskrabning, dannelse af nye lag. Kasseskulpturerne er tomme maver, der fordøjer deres 2- og 3-dimensionelle indhold. De er sat i kombination med kunsthistoriske plancher (med linjer til sexologen Magnus Hirschfelds tavler fra mellemkrigstiden), en nonlineær samling af billeder der hæfter sig til og løsner sig fra begreber om kroppe, magt og begær.
Kilde:
Den Frie
Den Frie