Den 6. februar åbner Kastrupgårdsamlingen udstillingen MED TRYK PÅ HuskMitNavn. Den grafiske produktion udgør en mangeårig, ganske fyldig og væsentlig del af HuskMitNavns (f. 1975) kunstneriske oeuvre. Det er dette værk, der nu for første gang vises i en stor, samlet, retrospektiv præsentation på et dansk kunstmuseum. HuskMitNavn har arbejdet med både stentryk, serigrafi, kobbertryk og træsnit. Hertil kommer en række arbejder, hvor silketryk, der er skabt i et enkelt oplag, er monteret i rammer med håndtegnede detaljer på selve rammerne. Et typisk og ret sigende greb for HuskMitNavn, hvor forholdet mellem unika og det masseproducerede får et autonomt tvist.
Der er fernisering onsdag den 5. februar kl. 19. Forfatter Caspar Eric holder åbningstale. Alle er velkomne!
HuskMitNavn har igennem årene udviklet et personligt og originalt kunstnerisk udtryk. Med forenklede stilistiske træk, der refererer til både popkunst, streetart og tegneserier, taler HuskMitNavn det moderne menneskes sprog. Der er en åbenhed, og der ligger en invitation i det umiddelbart genkendelige, som han dyrker bevidst. Præcis som der gør det i hans valg af motiver og ikke mindst i hans persongalleri. Her kredser kunstneren om det almene menneske og det almene menneskeliv, hvor det absurde og det modsætningsfyldte, i det vi foretager os i hverdagen, ofte er kernen. Vi møder alle hverdags-arketyperne; pensionisten, den fortravlede forælder, hundelufteren, arbejdsmanden, det forelskede par, posedamen, den simple mand på knallerten, joggeren etc. Hverdagen er antiheltens primetime.
Det er i denne satiriske og på alle måder velmente tone, at fortællingerne i HuskMitNavns værker bliver til kærlige og humoristiske omfavnelser af det moderne menneskes hverdagsliv, hvor paradoksalt det end måtte (op)leves. Og det er heri, at selve essensen af HuskMitNavns folkelighed ligger. Han forbinder os som mennesker, fordi han skaber spejlinger, vi genkender og forstår på et følelsesmæssigt plan. Vi ser nogle andre, men vi ser i virkeligheden os selv. På den måde er der heller aldrig nogle, der bliver udskammet i HuskMitNavns billedunivers. Der er ikke nogle ’dem’ og ’os’. Der er kun et vi.
For HuskMitNavn begynder alle værker med tegningen. En tegning han i sidste ende omsætter i mange forskellige medier. Helt konkret arbejder han parallelt med både originaltegninger, grafik, skulpturelle arbejder, maleri og det helt store format; gavlmaleriet. I MED TRYK PÅ HuskMitNavn kommer det tydeligt til udtryk, idet han har opbygget udstillingen som en totalinstallation, hvor hele den arkitektoniske ramme omkring værkerne bliver en del af værket – vægge, møbler, gårdrum etc. Desuden er der indrettet et tegnerum, hvor både børn og voksne er velkomne til at slå sig ned og tegne ud fra fri fantasi eller tegne videre på HuskMitNavns tegninger.
Kilde:
Kastrupgård Samlingen
Kastrupgård Samlingen