Fernisering – IN PROTEST AND IN CARE

fredag 28 aug 2026 kl 17 - 21

O – Overgaden åbner stor gruppeudstilling om sårbarhed og modstand.

Christine Sun Kim og Thomas Mader: Tables and Windows. Installationsview, François Ghebaly, 2016. Foto: Paul Salveson

O – Overgaden åbner stor gruppeudstilling om sårbarhed og modstand.

Hvilke fællesskaber og modstandsformer kan opstå gennem erfaringer af sårbarhed og oplevelsen af at støde sammen med samfundets barrierer? Og hvordan kan dét at trække sig tilbage eller hvile ses som en form for (crip-)protest og et opgør med bestemte forventninger til vores kroppe?
Gruppeudstillingen IN PROTEST AND IN CARE på O – Overgaden præsenterer værker af 20 danske og internationale kunstnere, der giver nye bud på, hvordan vi forstår og forhandler sygdom, handicap og permanent eller midlertidig funktionsvariation i mødet med de barrierer, som samfundet skaber.
Deltagende kunstnere: Kirstine Aarkrog (DK, 1986), Rikke Benborg (DK, 1973), Jesse Darling (UK, 1981), Julie Falk (DK, 1994), Kasper Hesselbjerg (DK, 1985), Marie Kølbæk Iversen (DK, 1981), Jakob Jakobsen (DK, 1965), Derek Jarman/Christopher Robert Jones & Liza Sylvestre (UK, 1942-1994; US, 1991; US, 1983), Frida Lisa Jersø Carstensen (DK, 1997), Carolyn Lazard (US,
1987), Christine Sun Kim & Thomas Mader (US, 1980/DE, 1984), Elisabeth Molin (DK, 1985), Bernd Oppl (AT, 1980), Alex Dolores Salerno (US, 1994), Victor Vejle (DK, 1994), Anna Walther (DK, 1990) og Bobbi-Johanne Østervang (DK, 1990).
Gennem en lang række medier – fra skulptur, installation og maleri til video og performance – udfordrer udstillingen dominerende forestillinger om bl.a. kunstnerisk arbejde og peger på nye måder at forstå produktivitet og værdi på.
Flere af kunstnerne undersøger bl.a. kropsligt og mentalt sammenbrud og tilbagetrækning – ikke blot som en udfordring, men også som en ressource eller kilde til det kunstneriske arbejde. Bl.a. producerer Alex Dolores Salerno et kaffegardin til udstillingen, der kommenterer på forholdet mellem afslapning og effektivitet, mens Jesse Darling bidrager med værket Epistemologies fra 2017 – en serie ringbind fyldt med betonklodser, som er placeret på en reol, der kollapser under deres vægt – og Victor Vejle installerer en trappe i udstillingens første rum som en fordobling af den trappe ind til O – Overgaden, der udgør en væsentlig barriere for adgang til bygningen.
Udstillingen retter således ikke mindst et kritisk blik mod kunstinstitutionen selv – og mod de forventninger, som institutionen stiller til kunsten, kunstneren og publikum.
Under udstillingen er der planlagt en række events på O – Overgaden og på andre venues i byrummet. Blandt andet afholdes et symposium med titlen Crip Time på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde, der byder på en samtale mellem Emma Holten, forfatter til bøger om feministisk økonomi, og kurator Anne Kølbæk Iversen samt oplæg fra professor i engelsk ved Ohio State University Margaret Price og lektor i Musikvidenskab Jessica Holmes.
Der er desuden planlagt en "Energy build workshop" med deltagende kunstner Alex Dolores Salerno, ligesom Elisabeth Molin afholder en performativ picnic i Arnestedet, Arne Jacobsens pavilloner i Enghaveparken, og Kulturhuset Islands Brygge lægger hus til en workshop om care riders med billedkunstner Anna Walther og instruktør og forfatter Tone Ottilie. Nærmere information om tilgængelighed og tilmelding vil blive annonceret på O – Overgadens hjemmeside.
En del af udstillingen beskæftiger sig med kunstinstitutionernes egne 'barrierer'. Her sættes fokus på, hvordan man som kunsthal kan arbejde med tilgængelighed, såvel fysisk som i kommunikation og formidling. O – Overgaden arbejder frem mod at sikre adgang til kunsthallens egen fredede bygning og har i anledning af udstillingen samarbejdet med Nossell & Co om øget webtilgængelighed og formidling på O – Overgadens hjemmeside.
Udstillingen er en del af Anne Kølbæk Iversens treårige post.doc.-projekt, Crip Time: Art of Impairment, Withdrawal, and Impatience (2024–27), huset af O – Overgaden og Københavns Universitet med støtte fra Ny Carlsbergfondet. Projektet ligger i tråd med O – Overgadens seneste års overordnede fokus på kulturfeltets mekanismer for inklusion og eksklusion, herunder også kunstinstitutionens egne barrierer og drivkræfter.

Adresse
O — OvergadenOvergaden Neden Vandet 17
1414 København K

Åbningstider
Mandag: Lukket
Tirsdag: 13:00 - 18:00
Onsdag: 13:00 - 18:00
Torsdag: 13:00 - 20:00
Fredag: 13:00 - 18:00
Lørdag: 11:00 - 18:00
Søndag: 11:00 - 18:00

Entre pris
Fri entré

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - nej , men der er trappelift
Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja

Ved brug af trappeliften beder vi venligst om, at du ringer i forvejen før dit besøg for at sikre den bedste oplevelse.