Med afsæt i Viborg-egnens landbrugslandskab arbejder Werner med fugleskræmslet som centralt motiv og konceptuelt greb. Figuren fungerer som en tilstedeværelse, der opererer gennem signal og afskrækkelse snarere end handling, og peger dermed på, hvordan kontrol kan udøves indirekte og præventivt.
I en europæisk kontekst, hvor migrationspolitikker er præget af midlertidige ophold, bureaukratiske processer og krav om selvforsørgelse undersøger installationen, hvordan usikkerhed i sig selv kan fungere som styringsmekanisme. Werner oversætter disse strukturer til et udstillingsrum, hvor sociale og politiske dynamikker bliver fysisk nærværende.
Som en del af udstillingen har Jasmin Werner afholdt workshops, hvor deltagere på tværs af generationer, baggrunde og erfaringer har skabt fugleskræmsler. De indgår i udstillingen som skulpturelle figurer, der synliggør de ofte usynlige regler og sociale koder, som former bevægelse, adfærd og tilhørsforhold.
Installationen indeholder af et lydværk af Bradley Davies, som er baseret på akustiske afskrækningssystemer fra landbruget. Værket tilfører en auditiv dimension, der påvirker den kropslige oplevelse. Oplevelsen intensiveres yderligere af The Net (2016), et grønt sikkerhedsnet, der strukturerer og regulerer de besøgendes bevægelser i udstillingsrummet.
Udstillingen rummer desuden forstørrede afstøbninger af frø fra planter, der spredes via vind, dyr og menneskelig aktivitet. Over tid er disse blevet en naturlig del af det nordeuropæiske landskab ved at bevæge sig over landegrænser gennem handel og landbrug. I relation til fugleskræmslerne peger de på spændingen mellem naturens bevægelighed og menneskers forsøg på at kontrollere den.
Scarecrow Tactics stiller spørgsmål ved, hvad vi opfatter som hjemmehørende, og peger på, at sådanne kategorier ikke er faste, men historisk forankrede og foranderlige. Skellet mellem det ønskede og det uønskede fremstår som et resultat af kulturelle og politiske processer.
Kilde:
Viborg Kunsthal
Viborg Kunsthal
