Udstillingen That’s Why They Call Them Dogs er et survey af Jørgen Haugen Sørensens mangeårige arbejde med hunden som motiv og eksistentiel figur. Udstillingen er kurateret af kunstnerens enke, Eli Benveniste.
I september 2016 skrev den italienske kunsthistoriker og kunstkritiker Bruno Corà følgende om Haugen Sørensens hundeskulpturer:
"Kaster man blot et kort blik på de værker, Jørgen Haugen Sørensen har arbejdet med i de senere år, er det umuligt ikke at bemærke to eller tre gennemgående træk. Først og fremmest det materiale, som hans seneste skulpturer er skabt af: ler. Sørensen former det, som var han det første menneske, der gjorde det; drevet af ønsket om at udforske dets egenskaber og virkeliggøre det, fantasien foreskriver, uden andre normer end frihedens."
"Betragter man hans former, der i de senere år næsten alle er antropomorfe eller zoomorfe, træder et andet karakteristisk træk tydeligt frem. Han beskæftiger sig med kroppen og dens enkelte dele – ben, arme, balder, hoveder og så videre. Personificeret eller fremkaldt gennem kraniets eller skelettets emblem er disse skikkelser altid i bevægelse. Deres scene er menneskeheden selv, grebet, hjemsøgt og bemægtiget af sit raseri og sin umættelige grådighed. Den fortælling, hvis morale Sørensen hurtigt skitserer, er særdeles veltalende. Man behøver hverken at have læst Heidegger eller Celan for at genkende dens bitre tilstedeværelse i menneskets skæbne – og nu også i Sørensens skulptur, hvor den bestandigt manifesterer sig i nye former."
"Et andet markant kendetegn ved Sørensens nyere værker er den slående tilstedeværelse af dyr, især hunde. Det er tydeligt, at hans indtrængende iagttagelse af deres kropsholdninger, vaner, behov, lidelser og selve deres dyriske væren optager ham dybt, fordi den ikke fører til nogen humanisering af deres adfærd. De udtrykker en overvældende følelse af eksistentiel meningsløshed, en panisk og i sidste ende dramatisk virkelighed, en gennemgribende rastløshed, mens de henligger i en ufrivillig apati, uden håb og uden bevidsthed om nogen mulig forandring."
"Som Bulgakov i Hundens hjerte har Sørensen overført disse ubeskrivelige følelser til sin egen og vores verden og dermed rejst den ikke urimelige mistanke, at deres fysiske træk og udtryk ligner vores. At disse hunde i sidste ende kunne være os selv – eller tale om os – i en anden skikkelse. Enhver, der har levet med eller elsket en hund, ved, hvad jeg taler om, og ved frem for alt, hvad hunde fortæller os uden at bruge ord."
"Men Sørensen former også ler i dag, fordi – som han selv siger – ingen, eller næsten ingen, længere beskæftiger sig med det, og fordi han selv føler et behov for at gentage denne erfaring for at undersøge, om materialet stadig kan føre til interessante resultater. For at undersøge, om man gennem den kan visualisere stemninger, energier og angst, der udspringer af den måde, hvorpå tanker og frem for alt følsomhed tager form."
"Det handler heller ikke her om æstetisk at henføre kvaliteten af Sørensens plastiske arbejde til enten realisme eller abstraktion, men snarere om at begribe den fulde virkning af den måde, hvorpå leret gennem hænderne på en kunstner som ham kan genopstå som et medium for selvrefleksion og en fornyet troværdighed."
Kilde:
Euismod Tellus Magna
Euismod Tellus Magna