Find dit indre barn frem og kom med, når Gammel Strand inviterer til udstillingsåbning af Just Kids torsdag den 30. januar kl. 17-20. Udstillingen kaster et kærligt-kritisk blik på barnet som tematik i samtidskunsten og viser, hvordan barnlighed og kreativitet er tæt knyttet til det at være kunstner. Kom og oplev en puddelperformance af kunstner Nanna Abell og showroomet Baby Buco Nero, med queerinspireret amme- og børnetøj af berlinske HULFE. Du kan også lytte til Pernille Clausen og Hedda Matthesens lydværk Mor, det er Lise fra 1975 eller tage en ballon med hjem fra Esben Weile Kjærs installationsværk Oppustelige Helleristninger. Vi glæder os til at se dig på Gammel Strand!
Under titlen Just Kids åbner Gammel Strand udstillingsåret med et eksperimenterende, generationsorienteret blik på børn i billedkunsten. Med barnet som motiv og tematik udforsker Just Kids, hvordan vi gennem tiden har set forskelligt på børn, og viser, hvordan barnlighed, kreativitet og nytænkning har været koblet til selve kunstnermyten.
Blandt de udstillende kunstnere er danske og internationale navne som Lene Adler Petersen (DK, f. 1944), Paul McCarthy (US, f. 1945), Esben Weile Kjær (DK, f. 1992), Ursula Reuter Christiansen (DE/DK, f. 1943), Signe Frederiksen (DK, f. 1987), Sidsel Meineche Hansen (DK, f. 1981), Pernille Clausen (DK, f. 1945) og Pope.L (US, f. 1955)
Udstillingens titel og attitude er hentet fra Patti Smiths selvbiografiske roman Just Kids, der kortlægger kunstnermyter og kreativitet i 1960’ernes New York.
Kilde:
Gammel Strand
Gammel Strand