I Karl Krummes nye soloudstilling møder vi mennesker, der ser ud, som man nogle gange føler sig: lidt skæve, lidt for lange, lidt for korte, lidt ude af takt med rummet omkring dem. Anatomien er ikke forkert så meget som ærlig. Figurerne er malet med følelsen som målestok snarere end kroppen som facit.
Rummene omkring dem er stille. Et bord, en stol, et vindue, en væg, der virker en anelse for tæt på. Man mærker en ensomhed i personerne, men ikke nødvendigvis på den dramatiske måde. Mere som når man bliver opmærksom på sine egne hænder til en fest. Som når stilheden i et køkken pludselig bliver meget høj. Der er noget akavet over værkerne, men også noget ømt. Krummes maler mennesker i det øjeblik, hvor de prøver at tage sig sammen, skjule sig, blive set eller bare være i fred. Humoren ligger tæt på sårbarheden: en skæv holdning, et blik der ikke helt ved, hvor det skal lande, en krop der fylder for meget eller for lidt i sit eget liv. Krummes værker placerer sig i en lang kunsthistorisk tradition, hvor mennesket ikke skildres gennem anatomisk korrekthed, men gennem erfaring og tilstand. Ligesom det ekspressive figurmaleri gennem det 20. århundrede bruger han forskydninger af kroppen som et billedsprog for det psykiske og sociale liv. De forvredne proportioner bliver ikke tegn på fejl, men på nærvær; kroppen fungerer som et følelsesmæssigt landskab, hvor usikkerhed, begær, fremmedgørelse og længsel efter kontakt får form. I denne forstand handler malerierne mindre om, hvordan mennesker ser ud, end om hvordan det føles at være et menneske blandt andre.
Titlen deep inside I’m very superficial peger på den mærkelige dobbelthed i at være menneske. Vi længes efter dybde, mening og nærhed, men bruger også enorme kræfter på overflader: hvordan vi ser ud, hvordan vi tager os ud, hvordan vi bliver læst af andre. Krummes gør ikke grin med denne modsætning. Han bliver i den. Maler den frem med varme, uro og et lille skævt smil. Farverne er bløde, men aldrig helt trygge. Penselstrøgene holder fast i usikkerheden i stedet for at glatte den ud. Det er malerier, der ikke forsøger at imponere med perfektion, men med genkendelse. Måske er det derfor, værkerne føles så menneskelige. De viser ikke mennesker, som de burde være. De viser mennesker, som de er, når ingen rigtig kigger, eller når man pludselig føler, at alle gør det.
Kilde:
Galleri Anne Aarsland
Galleri Anne Aarsland