Trods den tilsyneladende dystre titel er udstillingen ikke en undergangsfortælling, men en undersøgelse af døden som en integreret del af livet. Den kredser om, hvordan vi forholder os til døden i fraværet af troen på et efterliv, og hvordan minder, fortællinger og materielle efterladenskaber bliver bærere af både de døde og de levende.
Kristine Flensted Nielsen har passeret de 50 år, og i takt med at hendes forældres generation dør, deltager hun nu oftere i begravelser end i bryllupper. Erfaringen med tab har samtidig skærpet bevidstheden om Nielsens egen
dødelighed. Døden fremstår ikke længere som et abstrakt vilkår, men som noget, der både bæres i relationen til andre og angår Nielsen personligt. Som ateist finder hun hverken trøst eller oplysning i de kirkelige fortællinger om genforening i himmeriget eller om at de døde våger over os. I fraværet af disse forestillinger opstår spørgsmålet om, hvordan man lever med tab, og hvordan man forholder sig til sin egen dødelighed uden et religiøst håb som ramme.
dødelighed. Døden fremstår ikke længere som et abstrakt vilkår, men som noget, der både bæres i relationen til andre og angår Nielsen personligt. Som ateist finder hun hverken trøst eller oplysning i de kirkelige fortællinger om genforening i himmeriget eller om at de døde våger over os. I fraværet af disse forestillinger opstår spørgsmålet om, hvordan man lever med tab, og hvordan man forholder sig til sin egen dødelighed uden et religiøst håb som ramme.
Udstillingen “og så døde jeg” tager udgangspunkt i dette spændingsfelt mellem behovet for at forholde
sig til og arbejde hen imod en forsoning med døden og fraværet af et religiøst verdensbillede. Projektet
undersøger, hvad der sker, når et liv slutter, ikke som et åndeligt efterliv, men som en fortsættelse i de
spor, vi efterlader os. Sporene lever videre i det materielle og i de forestillinger, andre bærer med sig
om os, former for eksistens, vi i sidste ende ikke har kontrol over, men som tilsammen udgør vores
eftermæle.