Der er noget særligt på spil i Lisbeth Eugenie Christensens værker, som balancerer på en knivsæg mellem det reale og det drømmende. Mellem naturens mirakel og det syntetisk unaturlige. Formerne svæver i et vægtløst rum og sender tanker afsted til et univers, hvor fysikkens regler er ophævede, og hvor ellers modstridende elementer kan sameksistere i en ny vibrerende virkelighed.
I Eugenie Christensens praksis er ”double bind” et indbygget dogme, et formelt værktøj til at skabe værker, der bevidst indeholder modstridende elementer. Begrebet ”double bind” blev oprindeligt introduceret af den amerikanske antropolog og psykiater Gregory Bateson i sammenhæng med kommunikationsteori og psykologi. Det henviser til en situation, hvor en person modtager modstridende beskeder eller krav, der gør det umuligt at reagere korrekt uden at bryde én af dem, hvilket kan skabe en følelse af frustration eller handlingslammelse. Overført til abstrakt kunst kan der også opstå en ”double bind” i kunstnerens forsøg på at balancere mellem strenge geometriske eller matematiske former og ønsket om at udtrykke dybere følelser eller idéer.
Det er, som om Eugenie Christensen har indgået en art ”Double bind”-aftale med sine værker om, at værkets abstrakte og farvemættede flader ikke kan stå alene. Et værk må for hende indeholde realistiske træk sammen med abstrakte elementer, som både kan invitere og frastøde. Dette fører til en spænding i værket, hvor såvel kunstneren og beskueren fanges mellem at opfylde kravene om en struktureret, genkendelig komposition og ønsket om frihed til at eksperimentere og skabe noget mere intuitivt eller kaotisk. Denne balance eller konflikt mellem harmoni og brud i kompositionen skaber ofte en dynamik, der kan være en stor drivkraft for innovation, men også en kilde til frustration. I kunstnerens jagt efter det taktile og det dybdeskabende må værkets abstrakte elementer således flankeres af deres modsætning, nemlig det hyperrealistiske, det konkrete, dét, der stammer fra naturen. Og netop derfor kan Eugenie Christensens værker ikke alene kaldes abstrakte, ej heller naturalistiske. Igennem det omhyggelige arbejde med blyanten, som skaber skygge- og dermed dybdevirkning, og i koblingen mellem billedernes enkelte og ofte kontrasterende elementer undsiger de sig disse definitioner.
Med sin egen særegne og uudgrundelige motivverden og rummelighed slår hun hul i vores konventionelle forventning til værkets komposition, og herigennem strømmer stemninger og muligheder ud igennem sprækkerne, så det intuitive, det surreale, rationelle og det modstridende kan forbinde sig med hinanden og os.
Kilde:
Formation Gallery
Formation Gallery