Fernisering – Maiken Lindhardt: Drømmespejl

Kunst, der fokuserer på fladens egenkarakter, er et fænomen, der primært opstod i det 20. århundredes første halvdel. Efter århundreder med naturalistisk kunst, der søgte at efterligne virkeligheden bedst muligt og udviske fysiske spor efter kunstnerens hånd og pensel, lå det i luften, at det var tid til noget nyt. En banebrydende udvikling kom i 1907, hvor Pablo Picasso og Georges Braque indledte deres kunstneriske samarbejde. Sammen udviklede de en helt ny stil, hvor hvert enkelt objekt blev gengivet med grafiske farveflader og ikke blev set fra ét enkelt synspunkt, i overensstemmelse med fysikkens og den naturalistiske kunsts love, men i stedet blev set fra flere synspunkter på én gang – næsten som en papirsæske, man folder ud. Det var de første kubistiske værker, og der var nu åbnet for, at kunsten kunne blive abstrakt; at den kunne bryde med illusionen om, at billedfladen er et gennemsigtigt vindue, vi ser ud på en tredimensionel scene igennem. Den abstrakte kunst kom til at sætte en stor del af dagsordenen i det 20. århundrede, med adskillige forskellige udviklingsforløb og grene. Fælles for dem alle var, at de udforskede billedet som flade – hvad enten det var i form af grafiske udtryk og stringente kompositioner som Picasso, Piet Mondrian og Josef Albers, eller af dynamiske, grove og taktile penselstrøg og -drips som den abstrakte ekspressionismes Asger Jorn, Jackson Pollock og Willem de Kooning.

Maiken Lindhardt har det vilde og maleriske til fælles med de abstrakte ekspressionister, men til forskel fra de fleste af dem spiller motivet for hende en lige så stor rolle som fladens udtryk. Med deres bedrøvede øjne kigger Maiken Lindhardts sensitivt skildrede menneskeskikkelser ud på beskueren. Ofte er de klædt i løse gevandter og hovedbeklædninger, der giver mindelser til traditionel kvindebeklædning fra tidligere århundreder med lange skørter, forklæde og hat eller tørklæde. Der er dog ikke noget meget udpræget feminint over dem; de synes at repræsentere en generel menneskelighed. Personernes resignerede, drømmende melankoli bliver et billede på det at være intenst til stede – ved hverken at udtrykke stor glæde eller stor bedrøvelse, og ved deres måde at se direkte på beskueren på uden at være på vej væk eller i færd med en anden handling, synes de at inkarnere modet til at være til i nu’et. Som en spejling af beskueren bliver de en inderlig tilstedeværelse, der viser os, hvordan vi selv, ved at tage en smule af deres reflekterende karakter til os, kan opnå større forståelse og harmoni. Melankolien er et karaktertræk, der gennem historien har været et yndet motiv i kunsten. Begrebet melankoli har sin oprindelse i antikkens Grækenland, hvor lægen Hippokrates var den første til at nedfælde en beskrivelse af den såkaldte humoralpatologi. Ifølge humoralpatologien er et menneskes karakter, helbred og sindstilstand bestemt af balancen mellem de fire kropsvæsker blod, gul galde, sort galde og slim. Et overskud af en bestemt kropsvæske kunne afhjælpes ved at fjerne denne fra kroppen, fx ved hjælp af åreladning. Et overskud af sort galde skulle ifølge humoralpatologien føre til et særligt melankolsk, d.v.s. dystert og depressivt gemyt. Humoralpatologien var stadig yderst populær langt op i historien, og med tiden blev den melankolske arketype et yndet motiv i kunsten – særligt som billede på det grublende kunstnergeni, der i indadvendt funderen prøver at finde frem til sin næste store idé. Maiken Lindhardts mennesker bliver i kraft af deres indadvendte, men stærke tilstedeværelse et nutidigt billede på det melankolske individ, der i intens introspektiv søgen prøver at finde frem til en personlig sandhed.

Kilde:
Galleri Christoffer Egelund