Udstillingens titel refererer til undersøgelser af mønstre der forfølger to spor, et der udfoldes i det hjemlige intime rum, og et spor der fører ud i det fælles offentlige rum.
Arbejderne på udstillingen har referencer til tekstilmønstre skabt af den danske pioner indenfor tekstiltryk Marie Gudme Leth fra 1940’erne og frem, samt indsamlede dosmersedler fra hjemmeplejen under Maria Finns tid som ferieafløser i 1990’erne. Feltarbejdet inkognito i det sociale rum fandt sted på et tidspunkt, hvor en relationel æstetik begyndte at brede sig som en retning ud af kunstinstitutionen og det private i kunsten, mod mere mellemmenneskelige relationer.
Det er disse rum for omsorg og sammenhænge, som Finn og Kamp materialiserer og dokumenterer på udstillingen, både som de rum samfundet har indrettet for sårbare individer, sundhed og fællesskab og som hjerterum i omsorgsarbejdet og det fællesskab der ligger mellem mennesker.
Det er et blik der sætter spot på detaljen og mikrohistorien, giver den betydning og knytter den til noget fælles. Håndens arbejde i tekstilmønstre forbindes med håndskrevne huskesedler for indkøb. Det nære livs mønstre hjemme i en toværelsers på Nørrebro afspejlet i den omhyggelige kolonne af dagligvarer på indkøbslisten til hjemmehjælperen.
Sporet føres ud i De Gamles by på Nørrebro ved at overføre detaljer fra Leths mønstre med skolekridt på asfalten i udstillingsperioden.
Det er summen af alt det banale der udgør det sociale, kan man sige med Asger Jorn, og den der mangler sansen for det banale har mistet forbindelsen med det fundamentale i kunsten.
Her er en kunstnerisk indlevelse og intimitet, hvor etik går forud for æstetik, og kærlighed kommer før kommercialisme. Begrebet om det gode liv fremstilles som en udefinerbar værdi med en moralsk intuitiv tilgang, der ikke kan relativeres i forhold til andet, og som man ikke skal forklare ved nytte eller noget andet formål.
Kilde:
Bonamatic
Bonamatic