Udstillingen markerer Martin Aagaard Hansens første udstilling i galleriet og præsenterer en ny serie af oliemalerier og skulpturelle værker.
Martin Aagaard Hansens (f. 1988, Danmark) værker befinder sig i spændingsfeltet mellem abstraktion og figuration, fremtræden og tomrum. Med maleriet som en form for udgravning udfolder Aagaard Hansen sit arbejde gennem en kontinuerlig cyklus af opbygning og nedbrydning: lag af maling bygges op for siden at blive skrabet væk, gennembrudt og bearbejdet igen i en fysisk forhandling med lærredets overflade. I denne friktion bliver maleriet et sted, man træder ind i, hvor fragmenter og spor antyder noget skjult under overfladen.
Gennem løbske linjer, uforudsigelige pletter og intenst bearbejdede farvefelter afviser malerierne enhver entydig rumlig logik og skaber en dissonans mellem figur og baggrund. Resultatet er en subtil, kropsligt sanselig uro, som om noget ikke helt stemmer. Motiver træder frem fra et arkiv af fejlerindrede scener og æteriske møder og vender tilbage gennem gentagelse og gradvis forvandling. I disse billedrum opstår aflange skygger med en stille uundgåelighed og bliver hængende som silhuetter i øjenkrogen – før de fæstner sig i en foruroligende varighed.
[ENG, original tekst]
The show marks Aagaard Hansen's first exhibition with the gallery, and will present a new series of oil paintings and sculptural works.
Martin Aagaard Hansen's (b. 1988, Denmark) work exists at the point of tension between abstraction and figuration, apparition and void. Approaching painting as an excavation, Aagaard Hansen unfolds his work through a continuous cycle of accumulation and erosion: layers of paint are built up only to be scraped back, punctured, and reworked in a physical negotiation with the surface. In this friction, the painting becomes a site to be entered where fragments, and traces hint at something concealed beneath.
Through runaway lines, erratic splotches, and overworked fields of color, the paintings reject a spatial logic, enforcing a dissonance between figure and ground. The result is a subtle, visceral unease, as though something is off. Motifs surface from an archive of misremembered scenes and ethereal encounters, recurring through repetition and gradual transformation. Within these fields, elongated shadows emerge with a quiet inevitability, lingering as silhouettes in the corner of the eye -before locking into an uncanny permanence.
Kilde:
Brigade Gallery
Brigade Gallery
