Gennem en storstilet installation, tegninger og skulpturer undersøger Nina Nowak i sin første danske institionelle soloudstilling, hvordan vi opfatter og organiserer verden omkring os. Hvad ser vi, og hvad overser vi? Hvordan former vores kulturelle forestillinger den måde, vi forstår natur, rum og materialitet på? Og hvad sker der, når de strukturer, vi har skabt, begynder at forandre sig?
Udstillingen strækker sig over museets stueetage og op på første sal. Her møder de besøgende bevægelige skygger, mekaniske konstruktioner, landskaber og objekter i konstant bevægelse. Vand, bevægelse og tryk går igen gennem hele udstillingen og peger mod en verden i konstant forandring.
Den tysk-polske kunstner Nina Nowak undersøger forholdet mellem levende og ikke-levende materie. Hendes kunstneriske forskning tager udgangspunkt i et indgående studie af det, hun betegner som de »grænselande«, der adskiller levende og ikke-levende materie. Hun arbejder på tværs af en bred vifte af medier og materialer og interesserer sig for spørgsmål om den menneskelige krop og dens uorganiske forlængelser.
Med inspiration fra antropologi, litteratur, historie og biologi har Nowak udviklet en praksis, der er dybt forankret i både forskning og materialitet. Installationen som funktionel ramme for forskellige processer, hvor materialer forandres, samt det funktionelle objekt som en forlængelse af den menneskelige krop, er tilbagevendende temaer i hendes værk.
8 okt deltager Nina Nowak i en kunstnerisk rundbordssamtale sammen med Julie F. Hill og Mantas Lesauskas som en del af konferencen Ecocritical Potentials of Lithomateriality på Aarhus Universitet. Konferencen er arrangeret inden for forskningsprojektet Grey Matters: Ecocritical Potentials of Lithic Aesthetics, som undersøger nye æstetiske tilgange til klipper og sten samt deres forhold til miljøødelæggelse.
Rundbordssamtalen og receptionen finder sted kl. 17.30 i Nobelsalen, Nobelparken, Aarhus Universitet.
Til åbningen vil museet holde åbent fra kl. 11.00 til 16.00, og åbningstalerne finde sted kl. 14.00
Kilde:
Horsens Kunstmuseum
Horsens Kunstmuseum
