Classeværelset præsenterer en ny soloudstilling med Søren Ankarfeldt.
Kunstneren fortæller:
"Min udstilling kredser om min barndom, ungdom og familie.
Mine forældre er uddannede på Kunstakademiets Arkitektskole. Da min bror og jeg var små, flyttede vi ind i et lille hus i Gladsaxe, og min mor blev hjemmegående husmor. Hun begyndte at lide af depressioner og var indlagt i perioder. Desværre blev de mere hyppige med årene, og hun fik også angst for at gå ud.
En oktoberdag kørte hun ud i Grib Skov. Stillede bilen et ubemærket sted og lagde sig i skovbunden. Hun slugte et glas sovepiller.
Der gik nogle dage, inden hun blev fundet, med hjælp fra politi og hjemmeværn. Hun blev 46 år.
Det var i 1966 og jeg var 14 år. Mine forældre var blevet separeret nogle år inden. Vi har ikke været gode til at tale om følelser i vores familie. Stort set glemt blev min mor i familie- og vennekredse. I mange år var min mormor nok den eneste som omtalte hende i hverdags- vendinger.
"Min udstilling kredser om min barndom, ungdom og familie.
Mine forældre er uddannede på Kunstakademiets Arkitektskole. Da min bror og jeg var små, flyttede vi ind i et lille hus i Gladsaxe, og min mor blev hjemmegående husmor. Hun begyndte at lide af depressioner og var indlagt i perioder. Desværre blev de mere hyppige med årene, og hun fik også angst for at gå ud.
En oktoberdag kørte hun ud i Grib Skov. Stillede bilen et ubemærket sted og lagde sig i skovbunden. Hun slugte et glas sovepiller.
Der gik nogle dage, inden hun blev fundet, med hjælp fra politi og hjemmeværn. Hun blev 46 år.
Det var i 1966 og jeg var 14 år. Mine forældre var blevet separeret nogle år inden. Vi har ikke været gode til at tale om følelser i vores familie. Stort set glemt blev min mor i familie- og vennekredse. I mange år var min mormor nok den eneste som omtalte hende i hverdags- vendinger.
I skolen var der slet ingen opmærksomhed eller hjælp at hente. Jeg kunne ikke koncentrere mig om undervisningen, og droppede ud af 1.g.
Jeg ville gerne noget med at tegne, og fik en elevplads på et reklamebureau. Det var medvirkende til at jeg bestod optagelsen på Kunsthåndværkerskolen som 18 årig. Jeg gik der i to år, og fortsatte på Kunstakademiet, hvor jeg blev optaget i 1973. Havde det ikke været for min mors fatale valg, havde mit liv formet sig anderledes. Måske var jeg ikke blevet billedkunstner. Det har været vigtigt for mig, at kunne udtrykke mine følelser i billeder. Det har hjulpet mig, ligesom gode og vigtige samtaler med venner, og ikke mindst min livsledsager gennem 50 år, billedvæver og grafiker Elisabeth Ryde. Med tiden er mit billedsprog blevet en mere generel kredsen om, hvad eksistens er som fænomen.
Jeg ville gerne noget med at tegne, og fik en elevplads på et reklamebureau. Det var medvirkende til at jeg bestod optagelsen på Kunsthåndværkerskolen som 18 årig. Jeg gik der i to år, og fortsatte på Kunstakademiet, hvor jeg blev optaget i 1973. Havde det ikke været for min mors fatale valg, havde mit liv formet sig anderledes. Måske var jeg ikke blevet billedkunstner. Det har været vigtigt for mig, at kunne udtrykke mine følelser i billeder. Det har hjulpet mig, ligesom gode og vigtige samtaler med venner, og ikke mindst min livsledsager gennem 50 år, billedvæver og grafiker Elisabeth Ryde. Med tiden er mit billedsprog blevet en mere generel kredsen om, hvad eksistens er som fænomen.
Udstillingen er for at mindes min søde mor, som havde så mange talenter. Og den handler om tabuisering og tavshedskultur. Om at tie, og dermed miste de hverdagsfortællinger, som på godt og ondt genkalder fortiden."
Kilde:
Classeværelset
Classeværelset