Den danske billedkunstner Tove Storch betræder nyt land i udstillingen Glassy Eyes, som åbner på Glas — Museet for glaskunst den 22. november. I en serie af helt nye værker udforsker hun for første gang det vanskelige, flydende materiale og
viser os dets ubetingede skrøbelighed, men også sprængfarlighed i svulmende og sytrådstynde skulpturer.
viser os dets ubetingede skrøbelighed, men også sprængfarlighed i svulmende og sytrådstynde skulpturer.
Nok er glas som kunstnerisk materiale et nyt bekendtskab for Tove Storch, men tag ikke fejl. Den danske billedkunstner, som i en årrække har skabt skulpturer, der demonstrerer helt unikke undersøgelser af forskellige materialers egenskaber, er en uovertruffen erfaren materialeudforsker. Særligt metal, gips, papir og tekstil og disses gensidige forhold har optaget Tove Storch igennem mange år.
Hvordan materialerne arbejder sammen eller yder hinanden modstand. Hvordan de spænder op, strækker sig, kollapser eller giver efter. Og det er netop disse vedvarende udforskninger oversat til skulpturen, som Storch viderefører i udstillingen, Glassy Eyes på Glas – Museet for glaskunst. En udstilling, der med kunstnerens egne ord indleder en ny motorvej i hendes kunstneriske arbejde.
Blod, sved og tårer af glas Et centralt tema for Storchs nye glasværker er kroppen som beholder og formgiver til sindets bevægelser. Store, blodrøde dråber, tårer og blanke øjne, runde kugler, hinder og lange buer vækker gennem glassets sarte, men også sprængfarlige skrøbelighed et fortættet drama om kroppen og psykens fælles sprog. I Glassy Eyes strækker Tove Storch glasset til sit yderste; til meterlange, sytrådstynde strenge, hvori glasset får lov at fortælle sin egen iboende historie, når huller efter værktøjet bliver til pupiller med kig til dybet inde bagved. De helt nye værker er blevet til igennem det seneste halve år på Glas’ eget glasværksted i Ebeltoft, hvor Tove Storch sammen med museets glaspuster Chris Lowry har testet glassets muligheder og begrænsninger. Og de mange timer i glasværkstedet har kostet både blod og sved, men har også åbnet for nye veje og givet Storch et solidt indblik i glassets natur.
Kilde:
Glas - Museet for glaskunst
Glas - Museet for glaskunst
