Et karakteristisk træk ved mange af Veit Stratmanns værker er fokus på stedets særlige karakter samt det bevidste valg af en form med ringe æstetisk værdi. Til umbrella har kunstneren udviklet moduler, der på diskret vis forener kunsthallens komplekse udendørsareal til en helhed.
umbrellas udendørsareal har ingen klart defineret status. Gennem sin delvist landskabelige udformning og det tilstødende, braklagte felt udgør det et mellem- og overgangsrum, der frem for alt skaber en distancering. Der er tale om en fysisk og mental distancering af udstillingsrummet og de øvrige bygninger på området fra det offentlige adgangsområde til umbrella samt fra de omkringliggende arealer, der anvendes til landbrug.
Kunstneren lader de moduler, der er fremstillet specielt til umbrellas udendørsareal, snige sig ind i systemet. Det almindelige bliver først usædvanligt ved nærmere eftersyn. De står blot der – de springer ikke straks i øjnene, men kan snarere opdages tilfældigt. Her skal det fremhæves, at modulerne ganske vist kan ses, men ikke egentlig betragtes, da de gennem spejlingerne fungerer som reflektorer for alt uden for sig selv. I den forstand spejler de altid det andet. Beskueren får et andet perspektiv. Takket være refleksionerne kan vedkommende opleve stedet og sig selv fra flere vinkler.
Betragteren er en aktiv faktor i installationen; hans blikke danner et bevægeligt net, der spænder over umbrellas udendørsareal. Modulerne er dette nets ankerpunkter. Både betragteren og det betragtede værk bestemmer arten og kvaliteten af dette møde.