Med gruppeudstillingen Where the Light Gets In, skabt af Hans E. Madsen, Evren Tekinoktay, Nat Bloch Gregersen, Elle-Mie Ejdrup Hansen, sætter Charlotte Fogh Gallery fokus på lys som kunstnerisk materiale og på dets konceptuelle og æstetiske betydning. Udstillingen samler fire kunstneriske positioner, der undersøger lysets sanselige kraft og betydning. Titlen peger på de åbninger, hvor lyset finder vej ind – sprækker og forskydninger, der giver plads til at se verden anderledes.
De fire kunstnere viser forskellige tilgange til, hvordan lys kan skabe form, forandre vores oplevelse af rum og bære fortællinger. Foruden lysværker omfatter udstillingen fotografi, collager og skulpturer. Skulpturelle og arkitektoniske greb møder collagens billedsprog, tegningens frie streg og refleksioner over historie og erindring. Værkerne spænder fra det sanselige og umiddelbart visuelle til undersøgelser af krop, perception og fælles erindring.
Hans E. Madsen undersøger mødet mellem rum, lys og materialer gennem et skulpturelt, arkitektonisk greb. Lyset indgår som en integreret del af værkernes fysiske form, hvor materialernes egenskaber er med til at forme den rumlige oplevelse. I denne sammensmeltning ændres vores blik på rummets former, grænser og dybde.
Evren Tekinoktay tager afsæt i collagen, hvor billeder, farver og former sammensættes og får nye betydninger. Hendes praksis bevæger sig på tværs af medier, herunder collage, neon, tekstil og skulpturelle objekter. Med en særlig opmærksomhed på form og komposition arbejder hun med forskydninger og kontraster, der skaber spændinger og nye relationer mellem værkernes forskellige teksturer. I hendes neonværker indgår lyset som et selvstændigt kunstnerisk element i skulpturelle kassetter af bemalet plexiglas. Her spiller lys, farve og form sammen og påvirker oplevelsen af både værkerne og det rum, de indgår i.
I Nat Bloch Gregersens praksis indgår naturen ofte som motiv eller kunstnerisk materiale på tværs af forskellige udtryksformer. I serien LIGHT TECHNIQUES omsættes håndbøjede aluminiumstråde til skulpturelle former i neonrør. Her undersøges de lysende ædelgassers evne til at give det uhåndgribelige en sanselig tilstedeværelse. Samspillet mellem kroppen, rummet og værkerne åbner for refleksion over forholdet mellem det synlige og det usynlige og over, hvordan vi sanser og oplever verden omkring os.
Elle-Mie Ejdrup Hansen arbejder med lys, fotografi og rum i en praksis, hvor sanselige erfaringer forbindes med historie, erindring og fællesskab. Lyset kan tegne forbindelser gennem landskabet eller rette opmærksomheden mod begivenheder og deres betydning på tværs af tid. Hendes værker åbner for refleksion over, hvordan vi husker og fortolker vores fælles historie, og hvordan kunsten kan give den et nærvær i nutiden.
Kilde:
Charlotte Fogh Gallery
Charlotte Fogh Gallery

