focus26

Projektet er et svar på samtidskunstens hastighed og konstante udskiftning. Ved at åbne rum, der bevæger sig ud over kravet om konstant nyskabning foreslår focus26 en ny orientering af opmærksomheden mod vedvarende kunstneriske praksisser og repræsentation, og tilbyder en ramme for dialog og refleksion.

Parallelt med præsentationerne vil et arrangementsprogram fremme dialogen mellem kunstnere, samlere, kuratorer, publikum og galleriet og bidrage til den bredere samtale om samtidskunst.

Med focus26 fortsætter galleriet sit engagement i at præsentere konceptuelt forankrede kunstnere i en global kontekst, samtidig med at der arbejdes på at skabe nye muligheder og meningsfuld eksponering – både lokalt og internationalt.

Samtidig vil galleriet præsentere fire udstillinger i vores rum på Holbergsgade 19 med kunstnere, der ikke tidligere har udstillet med galleriet. Disse udstillinger åbner programmet yderligere for nye perspektiver.

Porsagers ICUnT (sans solEil I, II, III, IV, V), ICUnT (mEssEnger I) og ICUnT (potEntial wEll I) bearbejder elementer fra det religiøse ikon gennem et libidinøst ordspil og omformer dermed et historisk billedsystem, der traditionelt har haft til formål at åbne sjælen og lade det guddommelige træde frem. Med afsæt i ikonets traditionelle rolle som formidler eller vindue mellem det synlige og det usynlige undersøger serien forholdet mellem materie og ånd og engagerer samtidige forestillinger om spiritualitet gennem en dialog mellem det sete og det usete. Ved at antyde, at det spirituelle ikke er adskilt fra den materielle verden, inviterer værkerne beskueren til at betragte spiritualitet som en form for sensibilisering eller afstemning – en åbenhed over for de dybe materielle dimensioner, kræfter og relationer, der former vores erfaring af verden.

FEMI HORN [MORE AND MORE GHOSTS CUM INTO THE VACUUM] – et tre meter langt horn i rustfrit stål – har sit navn fra fermioner, den klasse af partikler, der udgør stof, herunder neutrinoer – de undvigende "spøgelsespartikler", som næsten ubemærket passerer gennem verden omkring os – opkaldt efter fysikeren Enrico Fermi. Det manglende "r", oprindeligt en stavefejl, blev bevaret og tilfører værket en legende og dobbeltbundet karakter. Skulpturen blev første gang præsenteret på et toilet i Den Frie i København og udsprang af det, Porsager selv har beskrevet som sin "horny phase", hvor videnskabelig terminologi smelter sammen med erotiske undertoner. Som både sender og resonansrum kanaliserer hornet spøgelsespartikler gennem en sammensmeltning af humor, begær og højenergifysik. Værket forbinder videnskabelig undersøgelse med kropsligt begær og udvisker grænserne mellem fakta, fiktion og spekulation.

Senge optræder gennemgående i Porsagers praksis som rum for transformation, intimitet og undersøgelse. Snarere end steder for hvile bliver de til steder, hvor forskellige bevidsthedstilstande udfolder sig og krydser hinanden. Z wan Hotbed og #MasturbatoryPowertool Daybed fungerer både som skulpturelle objekter og konceptuelle rammer, der samler referencer til seksualitet, drømme, spiritualitet og videnskabelig undersøgelse. Fortrolige og kropslige placerer disse værker sengen som en tærskel mellem forskellige erfaringstilstande.

Fem Kundabuffer hviler på, under og vokser frem fra sengene. Begrebet er lånt fra G.I. Gurdjieffs spekulative kosmologi, hvor Kundabuffer var et organ implanteret ved rygsøjlens nederste del for at forhindre mennesket i at erkende sin plads i en større kosmisk orden. Som sære kropslige tilstedeværelser, der indtager sengene, genfortolker Porsager Kundabuffer som en serie biomorfe organer, der bærer navnene Solita Solano, Olgivanna Lloyd Wright, Jane Heap, Kathryn Hulme og Karen Blixen – kvinder med tilknytning til de litterære, kunstneriske og spirituelle kredse omkring Gurdjieffs tænkning.

French Calendar Paintings er en serie på tolv malerier, der udspringer af The Liquid Archive, et visuelt billedvokabular udviklet af Amorales i begyndelsen af 2000'erne og anvendt på tværs af animationer, tegninger og installationer. Serien markerer et vigtigt skift i hans praksis ved at indlede en undersøgelse af abstraktion gennem omdannelsen af figurative billeder til et ulæseligt visuelt sprog – en undersøgelse, der siden har præget mange af hans efterfølgende projekter. Titlen refererer til den franske revolutionskalender, som blev indført som led i en bredere bestræbelse på at erstatte etablerede religiøse og monarkiske strukturer med nye sociale og politiske systemer.

Denne undersøgelse af sprog og abstraktion fortsætter i Partituras para ocarinas por azar, en serie abstrakte collager baseret på et kodet alfabet, som kunstneren har udviklet gennem det seneste årti og anvendt i en række projekter, herunder værker vist på den 57. Venedigbiennale. Collagerne er opbygget af udklippede papirformer arrangeret som en ulæselig tekst og fremkalder associationer til hemmelige beskeder eller fragmenterede fortællinger. Opbygget udelukkende af farvegradueringer snarere end flade farvefelter skaber værkerne skiftende rytmer af bevægelse og kontrast, samtidig med at de forvandler fragmenterede former til tætte visuelle felter, der peger mod sprog, erindring og skjult betydning.

Kilde:
Nils Stærk