Force Majeure

8 feb - 31 maj 2025

Hvad er mennesket, hvad er natur, og hvordan kan vi leve i harmoni med hinanden?

Helene Aurell. Inskription, 2024. Pigmenteret beton, 120 x 120 cm. Foto: Helene Aurell

Hvad er mennesket, hvad er natur, og hvordan kan vi leve i harmoni med hinanden?

Hvordan skelner vi mellem naturkatastrofer og den menneskeskabte katastrofe i en tid, hvor mennesket selv er blevet en større kraft på lige fod med naturen? Dette spørgsmål er sammen med temaer som krig, krise, håb og forbundethed centrum for udstillingen Force Majeure, der fra lørdag d. 8. februar kan opleves i Kunstetagerne Hobro.
I Force Majeure vises tekstilkunst af Victoria Andersson (Norrbotten, SE), skulpturer af Helene Aurell (SE), installation af Anne Mette Edeltoft (DK), maleri af Laima Puntule (DK/LV), maleri og tekstilkunst af Marieta Toneva (SE/BG), tekstilkunst af Hannah Streefkerk (SE/NL), skulptur af Greger Ståhlgren (SE) og maleri og installation af Anne Maria Udsen (SE/DK).
I udstillingen, som er kurateret af Anne Mette Edeltoft og Anne Maria Udsen, udforsker de otte danske og svenske kunstnere forholdet mellem natur og kultur. Gennem kunsten tilbyder de både et kritisk og poetisk blik på en verden, der står overfor kæmpestore, menneskabte udfordringer. Med inspiration fra blandt andet truede koldtvandskoraller, frøkapsler, traditionelt træhåndværk og detonerede granater undersøger Force Majeure menneskets komplekse forhold til naturen og sætter fokus på det stadig mere presserende behov for at passe på vores klode. Udstillingen handler også om håb, identitet og balance. Hvad er mennesket, hvad er natur, og hvordan kan vi leve i harmoni med hinanden? Noget må ændre sig.
De otte samtidskunstnere har alle fast base i henholdsvis Sverige og Danmark, men fire af dem bringer tillige erfaringer fra samisk, lettisk, bulgarsk og hollandsk kultur med ind i projektet. Udstillingen bevæger sig derfor på tværs af grænser og kulturer såvel som på tværs af medier, idet kunstnerne arbejder med alt fra maleri, skulptur, broderi, fotografi, tegning, grafik til installation.
Til udstillingen udgives et dokumenterende katalog med værk- og installationsfotos og tekster af kunstnerne. Kataloget ligger klar i uge 7.
Kilde:
Kunstetagerne Hobro

Adresse
Kunstetagerne HobroSt. Torv
9500 Hobro

Åbningstider
Mandag: 9:00 - 18:00
Tirsdag: 9:00 - 18:00
Onsdag: 11:00 - 18:00
Torsdag: 9:00 - 18:00
Fredag: 9:00 - 18:00
Lørdag: 10:00 - 13:00
Søndag: Lukket

Entre pris
Fri entré