Fotografiets frontløber

Keld Helmer-Petersens historie er en fascinerende fortælling om en autodidakt kunstner, der med modige og nysgerrige eksperimenter gjorde farvefotografiet til en anerkendt kunstform og introducerede modernismen i dansk fotografi. Han har gennem syv årtier vist fotografiets evne til at genfortrylle hverdagens små detaljer og omsætte vores omgivelser til iøjnefaldende, nytænkende billeder.

Gennem mere end 80 værker præsenterer udstillingen på Kunstmuseum Brandts en rejse gennem kunstnerens oeuvre og introducerer en af vores mest interessante og indflydelsesrige fotokunstnere i Danmark.

Hvor kunstfotografer frem til 1940’erne holdt sig til sort-hvid, og den gængse holdning var, at farvefotos hørte hjemme i reklameindustrien, begyndte Keld Helmer-Petersen at tage sine kunstfotos i farver. Som en af de første herhjemme zoomede han helt ind, så motiverne blev tætte, nærmest abstrakte, beskæringer af hverdagens detaljer, som vi enten ikke lægger mærke til, eller vi ikke finder interessante nok til at forevige; et nedløbsrør, et vejskilt, en murstensvæg eller facaders farvespil. Han brugte farven til at komponere sine billeder, og det var noget helt nyt.

Det, der så såre simpelt ud, var i virkeligheden et meget avanceret, og på dette tidspunkt helt nyt, fotografisk greb. Med sit poetiske blik og farvefilm i kameraet forvandlede Helmer-Petersen hverdagens detaljer til kunst mere end to årtier før, hans amerikanske kollegaer Stephen Shore (f. 1947) og William Eggleston (f. 1939) gjorde netop denne genre berømt.

I 1948 udgav Keld Helmer-Petersen bogen 122 Farvefotografier, og med den fik han sit helt store gennembrud. Han bragede igennem internationalt og blev blandt andet præsenteret i en omfattende reportage i det amerikanske tidsskrift Life Magazine. I 1950 tog han til Chicago, hvor han både var elev og gæsteunderviser på det Bauhaus-inspirererede Institute of Design.

Både naturen og industri- og havnemiljøer rummede liv og materialer, hvor han, ved at gå helt tæt på, kunne fokusere på form, struktur og overflader. Det var ikke fortællingen om motivet, men de grafiske linjer, flader, lys og skygge, der optog ham. I Chicago kiggede han op og fotograferede stålkonstruktioner, brandtrapper og arkitektoniske flader som silhuetter mod byens grå himmel. I 1960’erne og 1970’erne vendte han kameraet nedad og indfangede affald, en smidt dåse, en tabt handske eller revner i asfalten.

I alle årene tog Keld Helmer-Petersen også fotos i sort-hvid. I efterkrigsårene var det med skarpe kontraster og en dyrkelse af et grafisk udtryk, når stålkonstruktioner, kraner og arkitektur blev forvandlet til dynamiske sort-hvide kompositioner. Senere blev kontrasterne blødere, og selvom fokus fortsat var på vores omgivelsers æstetiske kvaliteter, voksede interessen også for at undersøge, hvad der sker, når ting går i forfald, forvitrer og går i opløsning.

"Keld Helmer-Petersen eksperimenterede hele sit liv med fotografiets udtryk, og hans konstante nysgerrighed og nyskabelser gør, at vi i dag både herhjemme og internationalt anerkender hans kæmpe værdi og store bidrag til fotografiets historie. Han minder os om, at vi skal løfte blikket fra skærmen og åbne vores øjne for det forunderlige i vores omverden." – Inger Ellekilde-Bonde, fotohistoriker og udstillingens kurator.

Keld Helmer-Petersen var, sideløbende med sit kunstneriske arbejde, arkitekturfotograf og lektor på Kunstakademiets Arkitektskole i København. Han fotograferede arkitektur af alle tidens store arkitekter, heriblandt Arne Jacobsen (1902-1976), og arbejdede tæt sammen med blandt andre Poul Kjærholm (1929-1980), Finn Juhl (1912-1989) og Jørn Utzon (1918-2008).

"Jeg er sikker på, at andre, der ser dine billeder, reagerer, lige som jeg gør hver gang: når jeg har kigget på dem, opdager jeg med det samme, at jeg ser på mine omgivelser med andre øjne," skrev Jørn Utzon i Keld Helmer-Petersens bog Frameworks fra 1993.

Helmer-Petersen havde en blomstrende karriere især internationalt, men var alligevel længe tæt på at blive glemt i fotohistorisk sammenhæng. I de senere år har hans arbejde på ny vundet stor international anerkendelse, ikke mindst takket være den legendariske britiske fotograf Martin Parr (1952-2025), der i sit store trebindsværk The Photo Book – A History, fremhæver Helmer-Petersen som en af de vigtigste pionerer for farvefotografiet i international fotokunsthistorie.

"Vi er meget glade for, at vores store, internationale samling af fotokunst her på museet nu kan danne baggrund for en samlet fortælling om en af de danske fotografer, der har haft størst indflydelse på udviklingen af fotokunstens historie. Det er et særligt ansvarsområde for Kunstmuseum Brandts at præsentere fotokunst, og Keld Helmer-Petersen er en international sværvægter, vi herhjemme kan være særdeles stolte af." – Stine Høholt, direktør for Kunstmuseum Brandts.

Gennem mere end 80 værker præsenterer udstillingen en rejse gennem kunstnerens oeuvre og introducerer en af de mest interessante og indflydelsesrige fotokunstnere i Danmark.

Udstillingens værker sammensættes med afsæt i museets store fotografiske samling og understøtter varetagelsen af fotografiet, som er et særligt ansvarsområde for Kunstmuseum Brandts. Tidlige og sene værker vises i dialog i udstillingen, der sætter fokus på Keld Helmer-Petersen som formdyrker, forfaldsæstetiker og rytmisk billedmager gennem tre sektioner, der spænder fra 1940’erne til 2010’erne. Serier som 122 Farvefotografier, Fragments of a City og Deformationer er omdrejningspunkter i udstillingen, der også præsenterer serier fra nedlagte industrikvarterer.

Keld Helmer-Petersen var inspireret af musik, særligt jazz, og i udstillingen vises en af hans eksperimentelle film, Copenhagen Boogie, hvor vandet i Københavns Havn bevæger sig i mønstre til jazztoner. Desuden var han en aktiv skribent og debattør i det kunstfaglige miljø. Han udgav i alt 7 bøger med kunstfotografi. Helmer-Petersens formeksperimenter var inspireret af blandt andet Albert Renger-Patzsch og Neue Sachlichkeits poetiske realisme og med disse billeder introducerede han modernismen i dansk fotografi.

Kilde:
Kunstmuseum Brandts