Franz Gertsch: Blow-Up

Franz Gertsch fik sit internationale gennembrud med maleriet, et monumentalt gruppeportræt, Medici (1971-1972, 4 x 6 meter) som schweizisk repræsentant for fotorealismen på documenta 5 i Kassel (Tyskland) i 1972, kun tre år efter han havde opdaget fotografiet som grundlag og udgangspunkt for sit arbejde. Medici gjorde med ét slag Franz Gertsch berømt. Det meget detaljerede billede med dets næsten overnaturlige farverigdom er ikke kun gået over i kunsthistorien som et ikon for europæisk fotorealisme, men har også skrevet samtidshistorie som et kultbillede. I foråret 1973 var Medici udstillet på Louisiana som et centralt værk på udstillingen Ekstrem realisme. Nu, godt 50 år senere, kan det igen opleves på museet – på præcis den samme placering i Vestfløjen.

Siden gennembruddet har fotografiet - næsten altid et, han selv har taget - været udgangspunktet for Gertschs arbejde som en slags skitse eller "partitur". De centrale motiver er portrætter og landskaber - det er familiebilleder, det er billeder af kunstnervenner, repræsentanter fra 1970’ernes ungdoms- og musikkultur, og det er monumentale kvindeportrætter.

Gertsch forbliver tro mod den figurative, virkelighedstro fremstilling, men skifter i en periode penslen ud med træskærerkniven. Mellem 1986 og 1995 arbejder han udelukkende med træsnit. Træsnittene har en ekstraordinær tilstedeværelse alene på grund af deres monumentale størrelse. De er resultatet af omhyggeligt og tidskrævende håndværk, der omfatter forskellige træsorter, farvepigmenter af høj kvalitet og håndlavet japansk papir. Gertsch bruger den traditionelle teknik til at udvikle sit helt eget sprog, der en gang for alle flytter grænserne for mediet, samtidig med at han derigennem fornyer sit maleriske værk. Det er også nu landskabet og naturen, som vi alle kender den, rykker i centrum af Gertschs billedverden.

Franz Gertsch har med sine værker formet et nyt og særligt realismebegreb, der først og fremmest er relateret til hans arbejdsmetode. Efter en romantisk malerisk begyndelse kom Franz Gertsch via collager i stil med Pop Art sidst i 1960’erne til sine fotorealistiske malerier og træsnit i stort format, som han i dag er internationalt berømmet for. Han fandt ud af, at det ikke handler om stil, men om metode, og den består i at underkaste sig verdens visuelle fremtræden.

Hos Gertsch bliver motivet bestemt af et fotografisk billede, som han med en diasprojektor kaster på lærredet og senere træplade og forstørrer op til monumentalt format. Billedet overføres omhyggeligt til malerier og træsnit med en suveræn håndværksmæssig kunnen og i en kunstnerisk transformation, der forlener billederne med noget hemmelighedsfuldt. Den kunstneriske arbejdsproces tog måneder, nogle gange år.

Selve forstørrelsen af motivet er medvirkende til, at billederne indtager rummet og opleves på forskellig vis. Han skaber billeder, som vi ikke kun betragter, men snarere skal bevæge os ind i. Med sine beskæringer og evne til at panorere mellem det ekstremt nære og det fjerne, mellem det figurative og tæt på abstrakte, nærmer Gertsch sig virkeligheden på sin egen karakteristiske måde. Flygtige billeder - dokumenterede splitsekunder – kondenseres til tidløse og flertydige værker.

I løbet af de seneste årtier veksler han mellem maleri og træsnit. Gertsch arbejder ofte med de samme motiver, nogle gange maler han dem, andre gange snitter han dem i træ.

Udstillingen er realiseret i tæt samarbejde med Franz Gertsch, der desværre døde i december 2022. Det er den sidste udstilling, som han selv har været med til at forberede, og den første store præsentation af hans værker efter hans død – foruden at være den første omfattende præsentation af kunstnerens værk i Skandinavien.

Udstillingen i Vestfløjen på Louisiana præsenterer Gertschs mangefacetterede livsværk og hans umiskendelige klare blik på verden – i Blow-Up! De udstillede værker afspejler bredden i hans motiver (gruppescener, nærportrætter, landskaber og planter) og medier (malerier, træsnit og gouacher).

I det første rum byder Huaa…! fra 1969 velkommen. Maleriet er det første fotorealistiske værk i Gertschs oeuvre og vises sammen med tidlige snapshot-agtige portrætter af familien og kunstnerkredsen i Bern. Herfra kan man følge udviklingen i Gertschs arbejde i et kronologisk udstillingsforløb.

Vestfløjens store og højloftede rum er dedikeret 1970’ernes store formater, der hylder en tid med ungdommeligt opbrud og indfanger en hel generations livsstil. Ud over Medici vises portrætter af den dengang unge kunstner Luciano Castelli og hans gruppe af venner fra Luzern i både tætte enkeltbilleder og gruppescenarier, samt et værk fra portrætserien med den amerikanske rock-poet Patti Smith.

Udstillingen fortsætter med to monumentale kvindeportrætter, Irène fra 1980 og Silvia I fra 1998, hvor man fornemmer, hvordan snapshottets øjebliksbillede svinder ind til fordel for et mere tidløst udtryk.

Franz Gertsch holdt en pause fra maleriet på næsten ti år for at hellige sig træsnittet. De monumentale og monokrome træsnit Rüschegg (1988-1989) og tryptikonet Schwarzwasser (1991-1992) med sine næsten 3 x 6 meter markerer et skift i kunstnerens fokus - fra mennesket mod naturen. Med de monokrome træsnit begynder en spartansk, nøje tempereret, poetisk nøgternhed i det koloristiske og en forenkling i virkemidlerne, som også afspejler sig i de sene malerier i stort format. De er malet med ægte ultramarinblåt pigment, som udvindes af halvædelstenen lapis lazuli.

I de sidste rum går malerier og træsnit, tidlige og sene værker, portrætter og landskaber i dialog med hinanden og afslører paralleller og tilbagevendende referencer mellem værker, der ligger langt fra hinanden i tid, samt mellem de forskellige motiver og medier, som afslører et fascinerende livsværk der både viser kontinuitet og forandring.

Kilde:
Louisiana Museum of Modern Art