Vandrehallen Kunsthal har inviteret 30 lokale kunstnere til at give deres fortolkning af, hvordan de visuelt forholder sig til en bæredygtig fremtid. Den kunstneriske bredde i udstillingen vidner om den store variation, som kendetegner kunstnerne i BKF Nordsjælland.
Bæredygtighed er et omdrejningspunkt for Vandrehallen og for Hillerød Bibliotek. Derfor har de kunstnere, som præsenteres i Vandrehallen, alle fået samme opgave. I deres kunstneriske virke skal de forholde sig til, hvordan de tænker en bæredygtig fremtid. Det er et uundgåeligt tema i vores nutid såvel som i vores fremtid, hvorfor vi alle må forholde os til det i større eller mindre grad.
Ofte kan vi være fastlåst i, hvordan vi tænker en bæredygtig fremtid, og hvordan det kommer til at påvirke de næste generationer. Formålet med udstillingens tema er, at kunsten skal hjælpe os med at træne og udfordre vores fælles forestillinger og forudsigelser om fremtiden. Kunstnernes fortolkning kan komme til udtryk i valg af farver, motiv, bevægelse, materialer, eller hvad de ønsker at fortælle med deres kunstværker. Alt sammen elementer, som kunstnerne oplever vil dominere fremtidens bæredygtige samfund. Det kan også være, at de oplever, at vi ikke når at sadle om, og at fremtiden synes meget mere dyster. Det er til fri fortolkning.
Kilde:
Vandrehallen Kunsthal
Vandrehallen Kunsthal