Helle Frøsig: Øvelse for andre steder

Det er trods alt så nemt at splintre en historie. At bryde en tankerække. At ødelægge et fragment af en drøm, som bæres varsomt omkring, som var det et stykke porcelæn. At lade være, at følge med det, som Veltha gjorde, er langt det sværeste at gøre.
Arundhati Roy, 1997.

Veltha er en romanfigur i en bog af den indiske forfatter Arundhati Roy, der bragede igennem i 1990’erne med romanen De små tings gud. Men læser man dette citat kunne det have handlet om Helle Frøsig. Forsigtigheden og elegancen – varsomheden – hvormed Helle Frøsig bærer rundt på drømme, tanker og sin egen personlige historie er ikke enkel, selvom det ser sådan ud. Skrøbeligheden i hendes værker er mærkbar, men opleves alligevel umærkeligt og på forunderlig vis. Hendes lange erfaring og bevidstheden om de billedmæssige og rumlige forhold i de to- og tredimensionelle værker hun skaber, er styrende på en bestemt men også fri måde. Erkendelses-processen og koncentrationen i malerier, objekter og collager synes hele tiden at være på vej videre i en både søgende og undersøgende retning. De billedmæssige betydninger forskydes, gentages og fortættes, danner rum og ansatser til en fortælling.

Titlen på denne udstilling Øvelse for andre steder peger på at det billedlige arbejde er et forsøg. Et af mange. Helle Frøsig siger selv at hun starter et sted og ophører et andet. Midt i processen er hun med sine skærpede sanser og taktile fornemmelse lydhør overfor det som tager form. Et grundlæggende vilkår når man arbejder med visuel betydningsdannelse. Vigtigheden af at udgå fra det genkendelige og tilføre det nye betydninger er til stede, når hun forenkler kendte former og f.eks. giver dem en anden størrelse. Tingene ”ligner” noget vi kender, men alligevel er det som om tiden og rummet er drejet rundt. Helle Frøsigs favntag med ”det virkelige”, det kendte, og det vi endnu ikke kender, er inciterende.

På udstillingen viser hun både skulpturer og væg-objekter. Elementerne i hendes skulpturer er sammenstillet af klassiske abstrakte former som kugle, cylinder, kube mm. Men de er polstrede eller stramt stof-betrukne og opleves i stedet som trivielle genstande fra en hjemlig verden som f.eks. puder, pøller, et højt spisebord, en meget lav skammel, seng osv. De betyder ikke det de kunne minde om. Betydningen eller fortællingen er forskudt til et andet sted… ”Taffel” hedder et højt bord betrukket med gult stof og med affinitet til et dækket festbord. Væg-objekterne er lagdelte og flere lag ses gennem hinanden. De udklippede formelementer hænger løst i tråde og ses gennem transparente plastikmembraner med påsatte knapper. De fysisk nærværende knapper har karakter af en anden type virkelighed end de bagvedliggende lag. Der er tale om et ”her” og et ”der” som er bundet sammen i gensidig afhængighed.
Mette Sterup-Hansen

Kilde: Banja Rathnov Galleri & Clausens Kunsthandel