Hidden in Plain Sight

24 maj - 12 jun 2024

Duo-udstilling med de danske fotobaserede kunstnere Christine Clemmesen og Maya Schønning Kjærulff.

Christine Clemmesen, New Work, Detail

Duo-udstilling med de danske fotobaserede kunstnere Christine Clemmesen og Maya Schønning Kjærulff.


info

Hidden in Plain Sight24 maj - 12 jun 2024

Arden Asbæk Gallery er stolt af at kunne præsentere duo-udstillingen Hidden in Plain Sight med de danske fotobaserede kunstnere Christine Clemmesen og Maya Schønning Kjærulff.
Begge kunstnere er uddannet fra Glasgow School of Art, henholdsvis i 2002 og 2024, og arbejder begge med fotografiet i et udvidet felt, hvor det kombineres med medier som bl.a. tekstil, tekst, marmor og glas. Deres respektive billedkunstneriske processer betyder, at værkerne på mange måder virker tættere på objekter end billeder, samtidigt med værkerne fremstår særligt nutidige. 
Christine Clemmesen beskriver en studietilgang til fotografiet, hvor hun arbejder med alle de muligheder, der er forbundet med fremstilling og visning – fra præsentationen til hvordan printene laves og deres format. Clemmesen arbejder med printets fysiske karakter gennem forskellige teknikker, der er med til at ændre dets form, tekstur og fleksibilitet, samtidig med at både billedernes emnefelt og formål udfordres.
Clemmensens værker fremstår maleriske eller endda skulpturelle, og eksemplificerer ikke kun essensen af fotografiet i dag, men viser også, hvordan moderne fotografi kan favne både haptisk og optisk perception. Virkeligheden gengives optisk, hvad enten det er gennem kameralinsen eller scannerens laser, og denne oversættelse genererer både abstraktion og information, der i værkerne sameksisterer på en meget konkret måde. Denne grundlæggende interesse for den visuelle oplevelse er gennemgående for Clemmesens arbejde, fra dets begyndelse til dets manifestation i det fysiske rum.
Maya Schønning Kjærulffs virke kredser om redigerings- og oversættelsesprocesser. Som ”digital indfødt” genforhandler den unge kunstner fundet materiale fra bl.a. internettet for at udforske begrebet privatliv i nutidens kontekst. Kjærulff bruger både tekster og billeder i sine tekstiler og lader visse aspekter forblive skjult, hvad enten det er dele af indholdet, materialet eller selve originalkilden. Private noter rekontekstualiseres, for eksempel når de præsenteres offentligt som et kunstværk, og det er dette spændingsfelt, der interesserer kunstneren. Ved at bruge fotografiske billeder som grundlag for sin vævning, og herved kombinere digitalt billedsprog og tekstil, fremstår værkerne både nostalgiske og drømmeagtige, samtidig med at der er tale om håndgribelige objekter fra det 21. århundrede.
Kilde: Arden Asbæk Gallery

Fakta

Christine Clemmesen er uddannet fra Slade School of Fine Art i London og Glasgow School of Art. Hun har tidligere udstillet på Rønnebæksholm (2022), Vandrehallen (2021), Gæsteværelset hos Tone Bonnén (2021) og Fotografisk Center (2020). I 2022 blev hun nomineret til den internationale pris FOAM Paul Huf Award.

Maya Schønning Kjærulff er en dansk billedkunstner, der i øjeblikket afslutter sin bachelorgrad på Glasgow School of Art. I sin kunstneriske praksis udforsker hun forholdet mellem tekst og tekstil, billedhukommelse og oversættelser mellem medier, fra det abstrakte til det fysiske.

Kilde: Arden Asbæk Gallery


Adresse
Arden Asbæk GalleryBredgade 23, 1. sal, 1260 København K

Åbningstider
Tirsdag-fredag kl. 11-18
Lørdag kl. 11-16

Entre pris
Gratis

Tilgængelighed
Niveaufri adgang - nej

Handicaptoilet - nej

Gratis for ledsager - ja