rum46 viser i samarbejde med Tamer Institute for Community Education og Det Danske Hus i Palæstina 46 malerier skabt af børn på Vestbredden og i Gaza i perioden 2021–2025 under titlen Hvad bliver der af Eid?
I de 46 malerier træder en virkelighed frem, hvor krig, fordrivelse og død er en del af hverdagen. Motiver af ødelagte hjem, vold og tab vidner om de erfaringer, som børnene bærer på. Værkerne viser samtidig, hvordan børnene fastholder en måde at se på, som insisterer på liv og handlekraft; på at kunne vende hjem til et sted uden kolonimagtens vold. Deres malerier summer af kraft og stilfærdig modstand gennem leg og daglige handlinger.
Udstillingen Hvad bliver der af Eid? er kurateret af Hana Irshaid — faciliteret af Matilde Mørk og Jonas Koefoed Wagner.
Til ferniseringen oprettes kl. 15 en online forbindelse til Tamer Institute for at høre instituttets refleksioner om værkerne, deres psykosociale indsats og tilblivelsen og tankerne bag udstillingen. rum46 byder på noget at drikke og snacks.
Kilde:
rum46
rum46