Den brasiliansk-tyske kunstner Janaina Tschäpe arbejder mellem sine atelierer i New York City og i den brasilianske regnskov. Den serie malerier, der præsenteres på denne udstilling, er skabt i hendes atelier dybt inde i den atlantiske regnskov i Minas Gerais i Brasilien. Atelieret har store vinduer, som lader den omkringliggende skov næsten trænge ind i rummet, mens hun arbejder. Her arbejder hun med naturen gennem en direkte, daglig konfrontation, en hændelse, en begivenhed.
Da hun beskrev området omkring sit atelier i skoven, talte hun om hændelser snarere end steder: et chokerende voldsomt haglvejr om sommeren, pludseligt mørke midt på dagen, rød jord, der løber som en flod efter kraftig regn, druknede høns, afgrøder, der slår fejl. Uventede hændelser, der bryder ind og forstyrrer. Hun oplever landskabet i tid, som en strøm, ikke som et fast udsyn. For hende er naturen kraft, energi; hun er en del af denne kraft, hendes energi er natur.
Tschäpe havde været bekymret for, at arbejdet i Minas Gerais ville føre hende til at skabe billeder af naturen — bjerge, træer, landskaber. I stedet trådte naturen ind i værkerne på en anden måde. Vinden blev til gestus. Vejret blev til bevægelse. Farven fik intensiteten fra den røde jord efter regn. Hun siger: "Jeg maler i spændingsfeltet mellem gestus og tegning." Forskellen er vigtig: En tegning er af noget; en gestus er noget. Malerierne beskriver ikke naturens hændelser så meget, som de finder en ækvivalent for dem i maleriet.
Tschäpe taler om det, hun kalder "maleriets uhyggelige sted". Udtrykket beskriver noget urovækkende ved forholdet mellem maleren, maleriet og dets ophav. Selvom maleren har skabt hvert eneste mærke, kommer det på et tidspunkt til at fremstå som noget andet end hende selv. Det bliver sig selv, udvikler sin egen stemme og stiller krav. Hun reagerer. Ophav bliver gensidigt og mærkeligt ustabilt: Kunstneren er fuldstændig involveret og samtidig ikke længere fuldstændig i kontrol.
Malerierne, der er skabt i Brasilien, er resultaterne af disse forhandlinger. De er ikke repræsentationer af skoven i nogen ligefrem forstand. Snarere bliver de betingelser, Tschäpe møder dér — uforudsigelighed, kraft, pludselighed, strøm, ustabilitet, vækst og ødelæggelse — til betingelser for selve maleriet. Hun er indlejret i naturens umiddelbarhed frem for at erindre den på afstand, ligesom hun er indlejret i processen med at skabe maleriet frem for at stå uden for den som dens kontrollerende ophavskvinde. Hendes maleri er, ligesom vejret, en begivenhed.
Kilde:
Galleri Bo Bjerggaard
Galleri Bo Bjerggaard
