Javier Tapia: Cargo

Anbefalet under Det skal du se! uge 50
Med årets sidste udstilling på Tranen tager kunstneren Javier Tapia favntag med kolonihistorien i lyset af den aktuelle flygtningekrise og nye identitetspolitiske kampe.

Udstillingen Cargo tager form af en art tømmerflåde lastet med historiske bøger, tegninger og artefakter, men også dukker bag roret. Hovedet på en mannequin-figur, der ligner en kaptajn, går i ét med et metalrør, der genkalder en kikkert. Den satiriske assemblage ligner dels en søfarer, der ved hjælp af sit avancerede optiske instrument klart kan skue og navigere i verden; dels en mand, der bogstaveligt talt har hul i hovedet. Det kunne være billedet på den europæiske koloniherre, hvis teknovidenskabelige fremskridt både beriger og berøver ham selv og andre udsigten til en bedre verden. Selvom kaptajnen står øverst på fartøjet, er han ikke længere herre i eget hus. Han inkarnerer ikke længere den nye verden og altså fremtiden og fremskridtet. Skibet er ikke et skib, som vi kender det, men bygget af elementer fra mange forskellige kulturer og perioder og lige så sammensat som en tømmerflåde.

På fartøjet står kaptajnen og de øvrige figurer på et arkiv af bøger så som etnobotaniker Vagn J. Brøndegaards klassiker Folk og Flora, der vidner om europæernes fantastiske kortlægning af hele verden. Men også bøger så som historiker Marcus Redikers The Slave Ship, der fortæller mere end tre århundreders horrible historier om liv og død på slaveskibene og skabelsen af en ny afrikansk-amerikansk identitet. I Tapias installation skuer vi nutiden i kølvandet på fortiden. Hvis kolonitiden starter med europæernes rejse til Amerika, slutter den ikke med ophævelsen af kolonier og slaveri. Cargo er skibslast, men på spansk betyder det også ’byrde’, en byrde, som vi stadig bærer på og bokser med – og alle på forskellig vis afhængig af nationale, etniske, kulturelle og socio-økonomiske tilhørsforhold. Der er et hierarki, men hvad der er oppe og nede, fremad og tilbage er mindre klart i Tapias konstruktion, der ikke angiver hvor fartøjet er på vej hen – eller hvorvidt det vil flyde eller gå under.

Javier Tapia er chilensk født dansker. Imens hans forfædre var europæere, der af nød rejste til Sydamerika, bliver deres efterkommere, der rejser til Europa, nu betragtet som sydamerikanere. Flere århundreders kolonialisme har forbundet mennesker, flora og fauna på nye måder på tværs af verden, men forestillingerne om verdens sammensætning er sjældent lige så sammensatte som Tapias udstilling. Den såkaldte kolonitid samt oplysningstiden har resulteret i ny viden om kloden samt et karikeret billede af en stadig mere kompleks verden.

Tapia søger ikke blot sikker men også overleveret og tvivlsom viden. Han er optaget af historie og historier fra fakta til fiktion. Han fornægter ikke klichéer eller karikaturer. Tapia indsamler, forlænger og forvrænger dem i andre og nye sammensætninger, der kan rykke ved, hvad vi forstår ved viden overhovedet.

I Tapias værk er to kajakker ikke bare to kajakker men en katamaran. Og katamaranen er ikke bare to kajakker men to elementer blandt mange andre i en ny komposition. Kunstnerens udstilling Cargo omtaler han også selv som et antropologisk ”monument” over europæisk udvandring. Imens monumenter traditionelt ærer fortidens døde, er Cargo i lige så høj grad lavet med samtidens levende, der under hårde kår krydser vandene, for øje.

Javier Tapias udstilling forlænges af en workshop med flygtninge i Gentofte Kommune i det nye år.

Kilde: Tranen