Skagen er gennem tiden blevet fortolket af malere, turismeindustrien og ikke mindst af den frygtsomme tolder Olaus Olavius, som til kongen hidkaldte hjælp til at overkomme Skagens dødsdom. I den nye udstilling SANDBOX - the musical! af Jo Mikkel Sjaastad Huse præsenteres beretninger om Skagen anno 2025 fra helt nye perspektiver.
Skagen er kendt for sit smukke hedelandskab, en horisontlinje, der synes at fortsætte i det uendelige, de lyse nætter, skaldyr, champagne, livsnyderiet, alt det, som turismeindustrien profiterer på at sælge byens gæster i de travle sommermåneder. Den dominerende fortælling om Skagen startede med Skagensmalernes billeder af sommeridylen ‘på Skagen’ for over 100 år siden. Landskaberne fortæller en helt anden historie, et dystert vidnesbyrd om den altædende sand, der blæste fra vest mod øst i et par hundrede år, før man tog kampen op med bud fra kongen. De karakteristiske sandklitter forbindes med sommer og den romantiserende fortælling om et liv i retræte, sommerferie og lyse nætter. Men hvad sker der, hvis man leder efter oplevelser, perspektiver og repræsentationer af Skagen fra helt andre vinkler?
Udstillingen SANDBOX - the musical! er en stedspecifik og nyproduceret udstilling af Jo Mikkel Sjaastad Huse, der gransker fortællingen om stedet Skagen med et blik funderet i en økokritisk praksis. Her skabes det dominerende narrativ ikke af mennesket, men fra helt nye kanter, der danner nye spekulative fortolkninger af stedet. For kan et staffeli eller en ulv, der lever på Hulsig Hede, mon berette hidtil ukendte beskrivelser af Skagen?
Begrebet sandbox, eller sandkasse på dansk, kender vi først og fremmest som et afgrænset sted, børn kan lege med sand i trygge omgivelser. Men sandkassen bruges også i teknologisk udvikling til at beskrive et aflukket rum, hvor man frit, men dog isoleret, kan teste nye idéer af, uden det påvirker den omkringliggende verden. I SANDBOX - the musical! bliver vi præsenteret for vidnesbyrd fra uventede kanter af livet i Skagen, fra fortiden, nutiden og måske fremtiden, som har det til fælles, at de bor i Skagen ovenpå en stor bunke sand.
Jo Mikkel Sjaastad Huse bor og arbejder i Oslo. Han har en BFA fra Kunstakademiet i Bergen og en MFA fra Kunstakademiet i Oslo. Derudover har han gennemført forfatterstudier i Bø og Tromsø, samt post master “Of Public Interest” ved Kungliga Kunsthögskalan i Stockholm. Han har senest udstillet ved Oplandia senter for samtidskunst (Lillehammer), Palmera (Bergen) og Färgfabriken (Stockholm), samt vist performances ved Anafi International Film Festival (Anafi) og Kunstnernes Hus (Oslo). I sin praksis arbejder Jo Mikkel Sjaastad Huse ofte med konceptuelle skulpturer, der rummer både humor og poesi og som er sælsomme og teatralske. Gennem greb som besjæling af objekter, dyr og natur undersøger han i sin praksis spørgsmål vedrørende natur, sprog og magt.
SANDBOX - the musical! er kurateret af Anne Møller Christensen og Sara Løvschall Grøntved og er venligst støttet af Statens Kunstfond, Slots- & Kulturstyrelsen, Augustinusfonden, Det Obelske Familiefond og Frederikshavn Kommune og kan opleves hos Skal Contemporary på Det Grå Fyr fra 1. august til 21. september 2025.
Kilde:
Skal Contemporary
Skal Contemporary